Det er ikke mange dage siden, at én heldig dansker vandt den helt store hovedpræmie i Euro Jackpot på rekordbeløbet 760 millioner kroner.
Samtidig vandt to andre danskere hver 50 millioner kroner, og man kan altså vidst godt sige, at vi danskere har heldet med os i disse dage.
De tre gevinster er uforståeligt store, og det kan være svært overhovedet at forestille sig, hvad man skulle bruge 760 millioner eller bare 50 millioner kroner på.
Lidt mere håndgribeligt er 1,7 millioner kroner, som en midtjysk mand for nogle måneder siden vandt i Klasselotteriet.
Det er virkelig mange penge, men i modsætning til Euro Jackpot-præmien på 760 millioner kroner, så er det for de fleste ikke svært at finde på noget at bruge 1,7 millioner kroner til. Det var i hvert fald ikke svært for den heldige jydes svigerfamilie.
Ifølge ham selv gik der nemlig ikke mere end 30 minutter, fra han havde delt nyheden, til hans svigerfamilie "havde brugt alle pengene."
Det skriver Ekstra Bladet.
Kunne ikke holde det hemmeligt
Egentlig havde Klasselotteri-vinderen slet ikke tænkt sig at afsløre, at han havde vundet det store beløb, men han fik selv nyheden i en besked midt under en brunch med svigerfamilien, og han kunne derfor ikke holde det inde.
"[...] de kunne godt mærke på mig, at der var noget galt," har han forklaret og uddybet, at han derfor blev nødt til at forklare, at han havde vundet et større beløb i Klasselotteriet, og da han først fik nævnt beløbets størrelse, tog det ikke svigerfamilien lang tid at "bruge" pengene.
"De havde næsten med det samme planlagt, hvordan alle pengene skulle bruges," har jyden forklaret og tilføjet, at svigerfamilien mente, at pengene skulle gå til fælles rejser, lækre restaurantbesøg og dyre julegaver til dem alle.
Sådan blev det dog ikke.
Siden gevinsten er der nemlig kun blevet brugt en smule på blandt andet et nyt køkken, og selvom der er planer om både en dyr rejse og nye cykler, så er det ikke meningen, at gevinsten skal bruges med det samme.
Planen er i stedet, at den skal give "ro" på den økonomiske front. "På den måde kan vi glæde os over denne her gevinst i mange år," har den fornuftige jyde således forklaret.