Jakob sælger sin gamle Toyota i genial bilannonce: Kaput højtaler og kun tre sommerdæk

Nils Würtzenfeld

410 uger siden

|

07/02/2017
Indland
Foto: Jakob Qvist Odfeldt
Foto: Jakob Qvist Odfeldt
En nordjysk mand har oprettet en utrolig underholdende bilannonce for at få nogen til at købe hans gamle Toyota Corolla.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

På salgssiden Bilgalleri.dk findes der kørertøjer i alle afskygninger. Her tilbydes nemlig biler i alle størrelser, i alle prisklasser og i alle forfatninger.

- Biler med attitude, lyder sidens slogan, men blandt de mange brugte køretøjer finders der dog én firehjulet erhvervelse, der slår de andre i attitude.

Det er en Toyota Corolla, der er sat til salg af Jakob Qvist Odfeldt fra Frederikshavn, og selvom bilen måske ikke syner af meget, så kan den alligevel prale af Bilgalleri.dk’s formentlig sjoveste salgsannonce.

- Bilernes B. S. Christiansen!

Sådan indleder Jakob Qvist Odfeldt sin salgstale, og så er stilen ligesom lagt.

- I den følgende annonce vil jeg fremhæve nogle argumenter for, hvorfor du netop skal købe dette pragteksemplar af japansk håndværk, lyder det bramfrit i annoncen, hvorefter den både kreative og morsomme bilsælger opremser seks argumenter for, hvorfor man bør smide 5.000 kroner efter hans Toyota Corolla 1,3 XLi fra 1993

Argument 1: Efter utallige small talks med diverse Falck-mænd, min lokale mekaniker og endda min nabo, har jeg konkluderet, at jeg har den perfekte bil. Disse sætninger er gået igen gang på gang: 

’Du kan ikke få en bedre bil' og ’det er sådan en bil, alle mekanikere køber, da de ikke gider lave bil i deres fritid’. 

Argument 2: Du kommer til at spare enorme summer på restaurantbesøg, og dit benzinforbrug vil falde dramatisk, da du lige så godt kan glemme alt om små, romantiske køreture under stjernerne. Din Tinderdate vil simpelthen løbe væk i skræk og rædsel.  

Bilen kan nemlig ikke låses. Eller jo - det kan den godt. Du bliver bare nødt til at kravle ind igennem bagagerummet for at få adgang til førersædet, når først du har låst bilen. Ikke den bedste icebreaker.

Det er ikke fordi, nøglen ikke passer. Begge låse er såmænd bare slidt ned til det allerinderste metal.

Argument 3: Højtaleren er sprængt i højre side af bilen. Passagersædet. Men som den forhenværende discjockey Dan Rachlin ville have sagt: 'Du skal altid spille for dig selv'.

(Det er muligt, at Dan Rachlin aldrig nogensinde har sagt det) 

Her er så det røde vidunder, som kan blive din for den nette sum af 5.000 kroner Foto: Jakob Qvist Odfeldt

Argument 4: Du har måske allerede nu fået snerten af, at dette er en eksklusiv maskine. Det er lige præcis, hvad den er. Også er den utroligt eftertragtet. Hele to gange er bilen forsøgt stjålet. Første gang var ganske udramatisk, men anden gang tog jeg gerningsmanden i akten.

Derfor: Hvis du vil føle samme glæde som mig ved at sparke en svensker direkte i solar plexus midt i en parkeringskælder i downtown Göteborg, så er dette bilen for dig.

Det har dog resulteret i, at noget af plastikken i instrumentbrættet - lige ved tændingen - er brækket af. Det ser lidt sketchy ud, men jeg vil lige lynhurtigt pointere(!): Bilen er ikke stjålet. Hvis jeg havde evnen til at stjæle biler, havde jeg stjålet en i sort.  

Argument 5: Ligesom du troede, at du ikke kunne få mere opmærksomhed i denne bil, så tro om. Det knager og brager nemlig meget, meget højt, når man drejer til både venstre og højre.

Har du nogensinde hørt et F16 fly lette i vild panik og troede, det var højt? Så bliver du klogere. Jeg ved ikke, hvad det er, der larmer og hvorfor, men jeg er helt sikker på, at det er vanvittigt dyrt at få lavet.

Argument 6: Bremserne er ærligt talt ikke, hvad de har været, så hvis du af en eller anden grund vil give din snothvalp af en nyudklækket 18-årig en lærestreg, er dette bilen for dig.

Til sidst slutter Jakob Qvist Odfeldt af med et par vigtige tilføjelser:
 
HONORABLE MENTIONS:
- Bilen er ekstrem hurtig. Dette har vist sig ved et klip i kørekortet og en afbetalingsordning hos Rigspolitiet.  
- Dit håndled bliver ikke anstrengt, da gearstangen og gearskiftene føles som at føre en grydeske rundt i en kasserolle.  
- Der følger fire usandsynlige grimme vinterdæk med. Sommerdækkene er lidt pænere, men dem er der kun tre af. 
- Bilen starter hver EVIG ENESTE gang. Det er netop derfor, jeg ikke har nænnet at skille mig af med den. Den fuldfører sit arbejde til perfektion. 

Du spørger måske dig selv nu: 'Jamen, Jakob. Hvordan kan du dog sælge sådan et fantastisk stykke værktøj?'. Svaret er enkelt. Jeg har simpelthen mit liv for kært. 

Jeg tager Mobilepay. 

De allerbedste hilsener, 

Jakob 

PS: Hvis I står og mangler en tekstforfatter til at sælge jeres produkt, så ringer I bare. 

Skulle der sidde nogen Dagens.dk-læsere og være interesseret i det fantastiske køretøj, kan man besøge annoncen her.