Intens politijagt på McDonald’s: Politiet affyrede skud

Kamille Isaksen

44 uger siden

|

12/02/2024
Indland
Foto: Google Street View / Shutterstock
Foto: Google Street View / Shutterstock
Gæsterne var nødsaget til at hoppe til siden under episoden.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der var nok en besøgende eller to, som var ved at få deres cheeseburger galt i halsen under deres besøg på den lokale McDonald’s. 

En dramatisk episode udspillede sig nemlig ved en McDonald's-restaurant i Nykøbing, hvor både kunder og en politibetjent måtte undvige en bilist, der pludselig accelererede i forsøget på at undslippe politiet. 

Hændelsen fandt sted natten til lørdag og er detaljeret beskrevet i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politis døgnrapport.

Politiet blev oprindeligt kaldt ud til stedet efter en anmeldelse om en udenlandsk registreret bil, hvis fører virkede "noget ude af balance" og havde parkeret bilen i tomgang ved fastfood-restauranten. Da politiet forsøgte at tage kontakt til bilisten og åbnede døren til køretøjet, valgte føreren at flygte fra stedet med høj hastighed, hvilket tvang flere af restaurantens gæster til at springe for livet.

I et forsøg på at standse flugtbilisten affyrede politiet et varselsskud, men dette stoppede ikke den 42-årige mand bag rattet, som fortsatte sin hæsblæsende flugt gennem Nykøbing. 

Først på Vestensborg Alle lykkedes det politiet at få bilen standset og anholde føreren.

Den anholdte blev efterfølgende sigtet for at bringe andres liv i fare, narkokørsel samt en række færdselsforseelser. Han er nu varetægtsfængslet frem til den 27. februar, hvor hans sag forventes at blive yderligere behandlet.