Julen står for døren, og inden længe tager danskerne hul på sidste halvdel af december - men en række heldige danskere trak det længste strå, og skal ikke tillægge sig bekymringer om noget som helst.
Og i en tid, hvor danskerne kæmper med at få enderne til at hænge sammen, så luner millionerne ekstra meget.
Det hele startede også med lyn og torden ved tirsdagens trækning i Eurojackpot, hvor en heldig dansker på Midtsjælland skød papegøjen og vandt en andenpræmie på ikke mindre end 4.010.059 kroner - ganske heldigt, når man tager i betragtning, at den heldige vinder kun havde spillet seks rækker, hvoraf en af dem altså var guld værd.
Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.
Videre til lørdagens trækning i Lotto, hvor der for alvor kom penge på bordet: En kupon indløst hos Føtex i Sønderborg ramte alle syv rigtige vindertal, og dermed blev kuponens ejermand, eller -kvinde, med ét slag hele 16.000.000 kroner rigere.
Som om det ikke var nok, så blev der for første gang i 2022 også vundet en førstepræmie i Joker, hvilket formentlig har spredt en hel del glæde i Roskilde. Et sted i Domkirkebyen bor nemlig den heldige vinder af hele 49.496.882 kroner.
Og så skal det også lige med, at der – som sædvanlig – blev uddelt to gange 1.000.000 kroner via Millionærgarantien i Lotto. Den ene million går til en kupon købt i Brøndby, og den anden million går til en vinder i Nordsjælland, der har spillet med via sit PLUS abonnement.
Til gengæld var det ingen dansker, der endte med at løbe med førstepræmiepuljen i Eurojackpot, som efterhånden havde vokset sig dejligt fed: De 479 millioner kroner gik i stedet til en person i Ungarn, som ikke behøver bekymre sig om at få råd til sin gullasch de næste mange år.
Du kan se vindertallene ved at trykke her.