Hvad syntes du om forslaget? Regeringen afslører vildt ønske til de danske unge

Nicolai H

8 uger siden

|

22/10/2024
Indland
Foto: Wikimedia Commons
Foto: Wikimedia Commons
Nu sætter regeringen fokus - og mange millioner - i ny retning for de danske unge.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et højskoleophold skal være en del af løsningen for nogle af de knap 43.000 unge, som i dag er uden uddannelse eller job.

Det står klart, efter regeringen i dag præsenterede sit udspil til, hvordan man kan sænke antallet af unge, der hverken har fuldført eller er i gang med en uddannelse eller er i beskæftigelse.

Det skriver Folkehøjskolernes Forening i Danmark i en pressemeddelelse.

I den nye aftale om Ungeløftet er der afsat 10 millioner årligt over de næste fire år til at gøre det lettere for netop denne gruppe unge at komme på højskole.

Ifølge fungerende kulturminister og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund handler det om at styrke adgangen til meningsfulde fællesskaber.

”Et højskoleophold giver i dag mange unge fællesskaber og venskaber for livet, ligesom det også udvider ens horisonter og giver nye perspektiver og lyse idéer om en ellers dunkel fremtid. Derfor tredobler vi nu støttemulighederne, så flere unge, der har det svært, kan komme på højskole og blive en del af et fællesskab, de har manglet,” siger Christina Egelund om aftalen, som er indgået af regeringspartierne, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og SF. 

Stor politisk anerkendelse af højskolernes værdi

Mere konkret vil bevillingen blive brugt til at oprette en pulje, som unge kan søge støtte fra for at få nedsat deres egne udgifter til at tage på højskole.

I dag tilbyder Folkehøjskolernes Forening allerede stipendier til unge, som for eksempel har svært ved selv at finansiere deres ophold, men med den nye bevilling vil langt flere unge få mulighed for at komme på højskole. Det siger Lisbeth Trinskjær, der er formand for Folkehøjskolernes Forening.

”Vi ved, at et højskoleophold kan have afgørende betydning for unges videre vej i livet, og for os er det derfor vigtigt, at endnu flere unge får mulighed for at komme på højskole og finde et ståsted i tilværelsen. Vi er enormt glade for bevillingen og for den store politiske anerkendelse af betydningen af et højskoleophold, som den er et udtryk for,” siger Lisbeth Trinskjær.

Unge motiveres til at lære igen

På Rødding Højskole i Sønderjylland har man tidligere haft elever i den gruppe, regeringen forsøger at nå med det nye udspil. Ifølge forstander Mads Rykind-Eriksen får opholdet både betydning fagligt og socialt.

”Det at være på en skole, hvor man vælger fag efter interesse, kan gøre de demotiverede unge glade for at lære igen. Derudover bliver de unge en del af et velfungerende fællesskab med jævnaldrende, som de kan spejle sig i, men som også giver dem et nyt syn på livet. På samme måde møder de andre elever på højskolen nogen, for hvem livet ikke er lige så nemt. Derfor er det vigtigt at give flere unge mulighed for at komme på højskole. Det skaber folkehøjskole i ordets egentlige forstand.”