Hold øje med din e-boks: Vigtigt brev på vej til 4.5 millioner danskere

Henrik Rothenbücher

165 uger siden

|

25/10/2021
Indland
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Snart dumper der en vigtig meddelelse ind i de fleste danskeres e-Boks.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I de kommende dage modtager 4,5 millioner borgere og 800.000 virksomheder brev fra Digitaliseringsstyrelsen om, at de om en måneds tid kortvarigt ikke vil kunne modtage eller besvare Digital Post fra staten, regionerne og kommunerne.

Det skyldes, at der fra den 26. november til 29. november 2021 skal overflyttes data fra den eksisterende løsning til det nye Digital Post, som lanceres ultimo november.

Lanceringen af den nye offentlige it-løsning til Digital Post den 30. november nærmer sig.

Derfor får alle danske borgere over 15 år og virksomheder allerede nu besked i Digital Post om, at myndigheder ikke sender Digital Post til dem fra den 26. november til 29. november, ligesom det heller ikke vil være muligt at besvare Digital Post fra offentlige myndigheder i den pågældende periode.

Alle kan dog i perioden fortsat logge ind og læse deres gamle Digital Post fra myndighederne samt modtage ny post fra private virksomheder, som sender post via e-Boks.

Dette fokuseres der på

Digitaliseringsstyrelsen skal i de fire dage flytte de sidste data fra den eksisterende løsning til den nye Digital Post-løsning for offentlige myndigheder.

Derudover understøtter omstillingsperioden, at myndighederne sikkert kan foretage de sidste migreringer til den nye løsning, så de er klar til at sende vigtige beskeder i det nye Digital Post, når den nye løsning går i luften den 30. november.

"Det er desværre altid ubelejligt, når myndigheder ikke kan komme i kontakt med virksomheder og borgere via Digital Post og omvendt. Men vi håber, at vi, ved at varsle myndigheder, borgere og virksomheder i god tid, mindsker generne ved denne planlagte periode, som strækker sig over fire dage, hvoraf to af dagene er weekend. Det er en teknisk nødvendighed for at understøtte en forsvarlig og sikker overgang, så den bliver så gnidningsfri som muligt for alle," siger vicedirektør Adam Lebech fra Digitaliseringsstyrelsen