Hvis man udelukkende kigger på antallet af kvadratmeter, så vil Sjælland aldrig nogensinde komme til at nå Jylland til sokkeholderne. Kigger man derimod på antallet af indbyggere, så er sagen helt anderledes.
Sjælland er nemlig blevet en foretrukken destination for mange mennesker, faktisk så mange, at Sjælland nu har overhalet Jylland, hvad angår antallet af indbyggere.
Dansk Byggeri har taget et kig på tallene ifølge Danmarks Statistik, og her viser det sig, at der nu bor 2.642.180 personer i Jylland, mens der bor 2.646.380 personer på Sjælland.
Det er en forskel på 4.000 personer.
Det er dog en noget overraskende udvikling, for hvis man blot kigger 10 år tilbage i tiden, så boede der mere end 100.000 flere mennesker i Jylland, end der gjorde på Sjælland.
10 år senere har billedet vendt sig, og nu bor der altså flere mennesker på Sjælland, end der gør i Jylland.
Her bor de fleste
Det kan nok ikke komme bag på de fleste, at det naturligvis er hovedstaden København, der tiltrækker flest nye indbyggere. Ifølge Dansk Byggeri er det primært København der har trukket tilflyttere, mens der dog også har været betydelig vækst i Nordsjælland og Østsjælland.
I Jylland har der også været vækst, men det er primært på grund af byer som Aarhus, Randers, Horsens, Silkeborg og Skanderborg.
Trods de mange byer der findes i Jylland, så har Københavns Kommune fået flere indbyggere i løbet af de seneste 10 år, end hele Jylland har fået tilsammen.
Hvis den tendens kommer til at fortsætte, så mener Jacob Hangaard, der er økonomisk konsulent hos Dansk Byggeri, at der skal fart i boligbyggeriet.
“Det siger noget om, hvor vild befolkningsudviklingen i hovedstadsområdet egentlig er, og hvis Københavns Kommune skal rumme de mange nye borgere, der også i årene fremover kommer til, så skal de have sat fart på boligbyggeriet. Det planlægger de også i den kommende kommuneplan, men det er vigtigt, at man kommer hurtigt ud af starthullerne i planens første år, fordi der allerede mangler boliger,” fortæller han ifølge Ritzau.
En anden historisk pointe er, at Esbjerg ikke længere er den 5. største by i Danmark. Den plads har Vejle overtaget. I Vejle Kommune bor der nu 115.614 personer, og det har altså været nok til at skubbe Esbjerg af pinden.