"Hvis du benytter samkørsel, gælder regeringens krav om brug af mundbind i den kollektive transport på alle tidspunkter fra d. 22. august."
Sådan skriver Danmarks største portal for privat biludlejning og samkørsel GoMore i en pressemeddelelse.
På baggrund af det stigende smittetryk anbefaler Sundhedsstyrelsen nu brug af mundbind i den kollektive trafik i hele landet på alle tidspunkter af døgnet, og det kommer altså også til at gælde, hvis du benytter dig af GoMore.
Kravet vil være gældende fra d. 22 august.
Derudover har GoMore reduceret det maksimale antal passagerer til 3, og at der maksimalt må sidde 2 personer på bagsædet.
Mundbind er det ekstra lag
”I en situation med stigende smitte i Danmark og hvor vi samtidig vil holde samfundet åbent, så det kan være sværere at holde afstand, er mundbind i særlige situationer det ekstra lag af smitteforebyggelse, vi kan bruge for at bevare kontrollen på epidemien,” siger Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm.
Tidligere lagde anbefalinger op til, at man havde et mundbind i tasken. Når der så opstod trængsel i den offentlige transport, tog man det på. Men ifølge Sundhedsstyrelsen, så havde mange svært ved at finde ud af, hvornår det var.
"Hvis vi skal have den fulde effekt på epidemikontrollen, så er det vigtigt, at så mange som muligt bærer mundbind, da vi alle kan være bærere af smitte. Derfor giver det god mening at gøre mundbind til et generelt krav for at køre med den kollektive trafik," skriver Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.