Her er Mette Frederiksens voldsmand: Fusk, vold og blotteri

Mathias Madsen

19 uger siden

|

06/08/2024
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Retssagen mod den polske mand, som overfaldt Mette Frederiksen, er begyndt, og der begynder at tegne sig et billede af den tiltalte.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Kl. 0930 begyndte retssagen mod den 39-årige polske mand, som tidligere på sommeren slog statsminister Mette Frederiksen så hårdt på skulderen, at hun mistede balancen.

Manden har siddet varetægtsfængslet siden overfaldet d. 7. juni, og i retten i dag nægtede han tiltalen om vold mod tjenestemand, og han forklarede, at han under hændelsen var påvirket. Han kan godt huske, at han havde kontakt med statsministeren, men han nægter at kunne huske, hvad der skete.

I forbindelse med retssagen er manden blandt andet også tiltalt for flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse, og det skyldes blandt andet, at han angiveligt har befølt en kvinde i et S-tog og flere gange har blottet sig på åben gade - blandt andet for en flok 9. klasse-piger.

Disse tiltaler nægtede han ikke direkte, men i de fleste tilfælde forklarede han, at han ikke anså det som seksuelt, at han var meget beruset, og at han ikke kunne forklare, hvad der skete.

Manden har haft dansk CPR-nummer siden 2009, men har ifølge ham selv kun boet i Danmark i fem år.

Han forklarede i retten, at han var i Danmark, fordi der er bedre vilkår her end i Polen, og fordi han ønskede at se verden. Han har en del familie i Danmark, men hans hustru, onkler og tanter m.m. bor fortsat i Polen. Disse oplysninger er relevante i forhold til, om han kan udvises af Danmark.

Den tiltalte kan ikke tale dansk, og der var derfor en polsk tolk til stede i retten.

Rørte ikke ved statsministeren

I forhold til tiltalen om vold mod Mette Frederiksen nægtede den tiltalte overhovedet at have rørt ved statsministeren d. 7. juni.

Han erkendte, at han vidste, hvem hun var, men grunden til, at han henvendte sig til hende, var, at han troede, hun ville sige noget til ham, forklarede han.

"Da jeg står ansigt til ansigt med fru statsminister. Det kører rundt i mit hoved. Det var et stort chok, en overraskelse," forklarede tolken, at den tiltalte havde svaret på, hvorfor han ikke kunne huske, hvad der skete ved mødet.

I retten vidnede også to af politiets livvagter fra PET, og den ene var ikke i tvivl. Ifølge ham slog den tiltalte Mette Frederiksen. Den anden livvagt så ikke selve slaget. Han så kun, at den tiltalte råbte, og at han senere blev anholdt.

"Jeg ser ham komme med nogle tilråb til den forurettede, og jeg ser ham efterfølgende blive anholdt," forklarede livvagten blandt andet.

Retsmødet er slut for i dag, og det forventes, at der afsiges dom i morgen, onsdag.

Den polske mand er tiltalt for flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse, fusk med en flaskeautomat og overfaldet på statsministeren, og han risikerer derfor både en fængselsstraf, bøder og at blive udvist af Danmark.