Har du også EWII? Nu runder de denne milepæl.

Kasper Rud

3 dage siden

|

18/02/2025
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Fiber til alle nu.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Energikoncernen EWII har gravet fibernet ned i hele Trekantområdet, og når dermed i mål med den strategiske satsning om at sikre muligheden for fiberforbindelse til alle husstande i koncernens jyske elforsyningsområde. Et mål de færreste mente var realistisk for år tilbage.

Efter knap 20 års arbejde runder EWII en vigtig milepæl med et af koncernens største infrastrukturprojekter til dato. De sidste kabler er så småt på vej i jorden, og EWIIs fibernet dækkede ved udgangen af 2024 mere end 126.000 adresser i Trekantområdet.

”Vi er utroligt stolte over at have leveret på vores ambition om at udrulle fibernet og gøre det tilgængeligt for alle. Det er en milepæl for EWII og en gave til Trekantområdet, der har fået styrket konkurrenceevnen med adgang til fremtidens digitale infrastruktur,” siger Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør for EWII.

Det skriver EWII i en pressemeddelelse.

I 2019 traf EWIIs bestyrelse en stor strategisk beslutning om at betragte fibernettet som en forsyningspligtig ydelse på lige fod med blandt andet elnet og drikkevand, som koncernen også leverer. Dermed opstod målet om at tilbyde samtlige husstande i Trekantområdet adgang til fibernettet.

”Udrulningen af fiber har været et centralt kapitel i EWIIs historie. Da jeg kom til EWII i 2018, var der ikke mange, som troede på projektet. I dag er jeg utrolig glad for, at vi holdt fast i vores ambition og kan se, hvordan det store arbejde både gavner vores forsyningsområde og koncernen,” siger Lars Bonderup Bjørn.

Som en del af udrulningen var EWII også den første til at åbne sit fibernet for alle udbydere af internetydelser. I dag er der 10 forskellige internetudbydere på EWIIs fibernet, som kunderne kan vælge at få leveret deres internet igennem.

Fokus på fremtidens udfordringer

Med fibernettet fuldt udrullet, retter EWII nu blikket mod nye mål inden for energi- og forsyningssektoren. Derfor kunne koncernen også i sommeren 2024 offentliggøre planer om at sælge det fysiske fibernet til Norlys. En handel til 2.850 millioner kroner.  

”Med en fuldført mission ser vi nu fremad, og salget af fibernettet er et logisk skridt. På den måde udløser fibernettet en ny gave. Når salget er gennemført, får EWII mulighed for at investere i nye initiativer til fordel for både klimaet og de kommende generationer,” siger Lars Bonderup Bjørn.

Salget af fibernettet forventes at blive godkendt af konkurrencemyndighederne i løbet af 2025. Det er selve fibernettet – det vil sige kablerne i jorden – som EWII er i færd med at sælge. Kunder på EWII Fibernet kan fortsætte med deres nuværende internetudbyder, selv om selve fibernettet skifter ejer. 

EWII udbyder efter salget fortsat internetabonnementer på fibernet i Trekantområdet, lige som koncernen udbyder bredbåndsabonnementer via fiber og TV-antennestik (coax) i hele landet. Energikoncernen er også landsdækkende med elaftaler og ladebokse til elbiler.

Fakta om EWII Fibernet 

Mere end 126.000 husstande i Trekantområdet havde ved udgangen af 2024 mulighed for at få internet via EWIIs fibernet.

I Vejle Kommune dækker fibernettet 35.000 husstande og virksomheder, mens det i Fredericia Kommune dækker 28.000 adresser. I Kolding Kommune har 43.500 husstande og erhverv mulighed for fibernet, i Middelfart Kommune er det knap 13.000 adresser, og i Vejen Kommune er fibernettet udrullet til 7.000 adresser.

Fibernet er en af de mest avancerede typer af internetforbindelse og ideelt til streaming i høj kvalitet, online gaming eller hjemmearbejde med brug af flere enheder samtidig. Med fiberforbindelse monteres en fiberboks i boligen, derefter sendes signaler fra internettet via fiberkabler til hjemmet og dine enheder. 

Du vælger selv, hvilken udbyder der skal levere internet via fiberforbindelsen. 10 forskellige internetudbydere er tilknyttet EWII Fibernet. Se alle udbyderne her