Godt nyt: Udbetaler millioner til danskerne

Mathias Madsen

10 uger siden

|

10/10/2024
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Flere millioner er på vej til tusindvis af danskere.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Vi lever i en økonomisk hård tid, hvor særligt fødevarer, brændstof og el er markant dyrere, end det plejer at være.

Mange danskere har derfor svært ved at få det til at løbe rundt økonomisk, men nu er der en lille gruppe, som heldigvis får en økonomisk håndsrækning; nemlig danske ansatte i butikskæden Jysk.

Det har kæden selv meldt ud i en pressemeddelelse.

Heri fremgår det, at kæden på grund af overskud vil uddele bonusser på samlet mere end 13 millioner kroner til deres danske ansatte.

8,3 millioner af kronerne går til ansatte i de danske butikker, og 5,5 millioner kroner går til ansatte på distributionscenteret i Uldum.

Ikke alle får en bid af kagen

Bonuspuljen er samlet på hele 13,8 millioner kroner, og den vil blive fordelt mellem de ansatte på distributionscenteret og ansatte i de 95 ud af kædens 115 butikker i Danmark, som har skabt omsætningsfremgang.

Medarbejderne i 20 af kædens 115 butikker i Danmark, kommer altså ikke til at nyde godt af en bonus, fordi deres butik ikke har haft omsætningsfremgang.

Den gennemsnitlige bonus for de butiksansatte er ifølge TV2 på 7.600 kroner, og for de ansatte i distributionscenteret i Uldum er den gennemsnitlige bonus på 8.600 kroner, men bonussen afhænger af, hvor stor omsætningsfremgang den enkelte butik har haft.

I de fem butikker, hvor fremgangen har været størst, vil medarbejderne for eksempel ifølge Ekstra Bladet modtage en bonus på minimum 25.000 kroner pr. mand, og der vil altså således også være butikker, hvor bonussen er væsentlig mindre end 7.600 kroner pr. mand og som nævnt enkelte butikker, hvor de ansatte ikke får en bonus.

I ledelsen er man dog glade for, at man kan belønne de ansatte i de butikker, hvor man har oplevet omsætningsfremgang.

"Vores medarbejdere knokler hver dag ude i butikkerne for at levere Danmarks bedste kundeservice, og derfor er det kun naturligt, at de også bliver belønnet, når vi går frem på omsætning. De har fortjent hver en krone," har Bo Viktor Andersen, Country Director for Jysk Danmark, således udtalt. 

Sidste år modtog de fleste Jysk-ansatte i Danmark også en bonus. Der var den samlede pulje dog "kun" på 6,7 millioner kroner i modsætning til dette års pulje på hele 13,8 millioner kroner.

Jysk har eksisteret siden 1979, hvor den første butik åbnede i Aarhus, og siden har kæden udvidet til i dag at have mere end 3.100 butikker beliggende i 50 forskellige lande.

I Danmark findes 115 Jysk-butikker, og det er altså i 95 af disse samt i kædens distributionscenter i Uldum, at de ansatte kan se frem til en økonomisk bonus grundet kædens økonomiske fremgang det seneste år.