Glæd dig! 1. oktober vender legendarisk tv-program tilbage til skærmen

Nils Würtzenfeld

326 uger siden

|

20/09/2018
Om halvanden uge kan danskerne atter se Lykkehjulet på TV2.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tilbage i juli måned kunne TV2 annoncere, at det elskede quizprogram Lykkehjulet ville vende tilbage til danskernes tv-skærm 30 år efter, at programmet for første gang blev vist på dansk tv.

Nu har TV-kanalen tilmed offentliggjort premieredatoen, og der er ikke længe til, at tv-seerne igen kan begynde at gætte med på ord hjemme fra stuen. Det skriver TV2.

Den nye udgave ruller nemlig over skærmen mandag 1. oktober 2018 - altså om bare halvanden uge.

De to værter for programmet bliver i denne omgang Go' Morgen Danmarks Mikkel Kryger, der skal styre slagets gang fra hjulet, samt Stephania Potalivo, der skal udfylde rollen som ‘kategorina’ - som den kvindelige medvært bliver kaldt.

- Jeg har altid tænkt, at det ville være sjovt at lave, men jeg regnede ikke med, at det nogensinde kom tilbage, siger Mikkel Kryger til TV2, mens Stephania Potalivo har lagt et billede på sin Instagram, hvor hun skriver, at hun glæder sig til den nye rolle.

- Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle spørges, om jeg ville være ‘den nye kategorina. Her til efteråret genopfører TV2 et af de største underholdsprammer, de har haft, nemlig: Lykkehjulet. Jeg skal være sejeste Mikkel Krygers medvært endnu engang, og det bliver virkelig en fest. Jeg glæder mig meget til at hylde TV2 og Lykkehjulet.

Da programmet oprindeligt fik premiere i 1988, var det med Michael Meyerheim som vært og Pia Dresner i rollen som ‘kategorina’. Allerede året efter overtog Bengt Burg dog værtsrollen, og blev i årerne efter synonym med det populære tv-program, hvor folk kunne vinde alt fra kaffemaskiner til håndvaskarmatur eller strygejern.

Planen er for så vidt, at den nye udgave af Lykkehjulet skal ligne den gamle så meget som muligt, så mon ikke vi udover god underholdning også kan se frem til den klassiske introsang?

Herunder kan du se, hvordan Lykkehjulet tog sig ud i 1990.