På Nettos Øst-lager, der ligger ved Køge og forsyner alle Nettobutikker på Sjælland, havde man i weekenden et agurke-problem.
Det skriver TV 2 Lorry.
360 kasser med i alt godt 10.000 styks agurker havde ikke kvalitet til at ende på hylderne i Netto, da de ikke kunne holde sig længe nok hjemme hos kunderne.
Men i stedet for at smide de mange agurker i skraldespanden, hev Netto fat i madspildsorganisationer Stop Spild Lokalt.
Det betød, at organisationen lørdag afhentede mange af agurkerne. Efterfølgende er de blevet delt ud flere steder på Sjælland.
Det fortæller Stop Spild Lokalt i et opslag på Facebook.
“Tak til Nettos hovedlager, som lige så lidt frem og derfor hellere vil give dem ud frem for at smide dem ud. 10.800 stk øko-agurker hentet på en lørdag af super seje frivillige og deles hermed ud flere steder på Sjælland, hvor de gør gavn og er reddet,” skriver organisationen.
Hos Salling Group, som ejer Netto-kæden, er man også glade for løsningen.
“Vi er i Netto superglade for, at de så hurtigt kunne afhente agurkerne og sikre tzatziki, agurkesalat og leverpostejmadder med agurk hjemme hos de sjællændere, som de delte mad ud til her i weekenden,” siger Mads Grand til TV 2 Lorry.