Freja stod i proppet tog, da hun fik ubehagelig besked over højtaleren: 'Jeg rystede og følte, jeg skulle besvime’

Nils Würtzenfeld

370 uger siden

|

14/11/2017
Indland
Foto: Freja Yasmin Abild/Polfoto
Foto: Freja Yasmin Abild/Polfoto
En 17-årig pige med autisme oplevede et sandt mareridt, da hun var på vej med toget mod Ringsted. Heldigvis dukkede hjælpen op, da hun havde allermest brug for den.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Da 17-årige Freja Yasmin Abild fredag i sidste uge var på vej med DSB fra Jylland til Sjælland, var det en tur, der allerede fra starten havde vækket ængstelse hos den unge pige.

Freja har nemlig autisme, og derfor kan en helt almindelig togtur hurtigt blive en udfordring.

- Når jeg kører med tog, har jeg har brug for en fast base - et ‘helle’, hvor jeg kan føle mig tryg, fortæller Freja Yasmin Abild til Dagens.dk og forklarer, at hun ofte køre netop den strækning.

Den 17-årige pige bor nemlig på et opholdssted i Ørting i Østjylland, men er hver anden weekend hjemme hos sin familie i Ugerløse på Nordvestsjælland.

Derfor tager hun ofte turen fra Horsens til Ringsted, og hver gang sørger hun for at bestille pladsbillet.

- Det gør jeg altid. Det er ofte en presset tur for mig, så jeg har brug for at vide, at jeg har et sted, som er mit, hvor jeg føler mig tryg. Ellers kan jeg ikke slappe af, forklarer hun til Dagens.dk.

Men da hun fredag steg på toget, som hun plejer, skulle turen hurtigt vise sig at blive rigtig ubehagelig. Freja skulle nemlig skifte tog i Odense, men da afgangen var forsinket, var hun ikke sikker på, om hun ville nå det, og det resulterede i følelsen af panik og ubehag.

Heldigvis nåede hun det ventende tog, men kun for at situationen skulle blive meget værre. Noget som Freja Yasmin Abild efterfølgende har skrevet om i et Facebook-opslag.

- Jeg havde købt pladsbillet i vogn 14, men jeg kunne ikke finde den og beslutter mig derfor for at hoppe ind og finde den stille og roligt. Jeg kommer ind, og vognene er fyldt med mennesker. Jeg kan hverken komme frem eller tilbage, alle står meget tæt, hvilket for mig allerede der er enormt angstprovokerede, skriver den unge pige, der havde svært ved at være i mylderet fra de mange passagerer.

Pludselig fik hun en besked over højtaleren, der i den grad slog den 17-årige pige ud af den.

- Toget begynder at køre, og så lyder det fra højtalerne, at vogn 11,12,13 og 14, ikke er med, så man skal forvente at stå op, til det når København, forklarer hun.

Herefter fik de mange stående passagerer besked på at finde vej til servicerummet, hvor man kunne blive skrevet op, hvis man ønskede at få refunderet sin pladsbillet. Turen til servicerummet gik dog forbi et tætpakket menneskehav.

- Jeg begynder at gå endnu mere i panik, og tårerne begynder at presse sig på, da den pladsbillet er så vigtig for, at jeg kan klare turen, skriver Freja Yasmin Abild.

Den 17-årige pige begyndte derfor at mase sig gennem de mange mennesker, mens hun kunne mærke, hvordan hun fik det dårligere og dårligere.

- Jeg rystede og følte, at jeg skulle besvime. Ingen hjalp mig eller spurgte, om der var noget galt, selvom det var tydeligt, at jeg havde det virkelige, virkelig dårligt, fortæller hun til Dagens.dk.

Det lykkes til sidst Freja at få sig kæmpet sig gennem de mange mennekser, hvor en kontrollør stod klar.

- Jeg få mast mig ned til kontrolløren og får fremstammet, at jeg har autisme, og at den pladsbillet er rigtigt vigtig for mig. Han når dog ikke engang at blinke med øjnene, før han beder mig følge med, og jeg bliver sat på første klasse og bliver tilbudt både vand og kaffe, skriver Freja Yasmin Abild i sit Facebook-opslag.

Overfor Dagens.dk fortæller hun, hvor meget det betød, at den mandlige kontrollør tog hende alvorligt og hjalp hende i en meget svær situation.

- Han reddede min tur og gjorde, at min forældre ikke skulle have hentet mig i Nyborg. For hvis ikke jeg havde fået hjælp, havde jeg været nødt til at stå af. Så ubehageligt havde jeg det, fortæller hun.

Af samme grund vil Freja Yasmin Abild gerne sende en stor tak til både DSB og til kontrolløren, der hjalp hende. Især fordi det ikke er første gang, at hun oplever at få samme hjælp.

- Jeg oplever nogle gange, at DSBs ansatte godt kan være lidt korte for hovedet, når de går gennem toget, men de har altid været forstående og hjulpet, når jeg har haft brug for det. Det er tredje gang, at jeg har oplevet problemer med min pladsbillet og alle tre gange, har jeg fået et sæde på første klasse, forklarer hun.
 
Af samme grund er Freja Yasmin Abild ikke færdig med at køre med DSB, når hun skal til og fra sine forældre.

 - Jeg har fortsat tænkt mig at tage toget, netop på grund af den hjælp, jeg har fået. Jeg er glad for, at jeg ikke skal spørge, men at de af sig selv hjælper med det samme, forklarer Freja Yasmin Abild.

Du kan se Frejsa opslag herunder: