Skal man i dag en tur over Storebæltsbroen, bliver det ikke uden at have penge op af lommen. Det koster nemlig fortsat penge for enhver, der skal en tur over Storebælt.
Kører man i en almindelig personbil, der måler mellem 3 og 6 meter i længden, koster det 250 kr. at køre over Storebæltsbroen. Har man nummerpladegenkendelse eller BroBizz, slipper man dog med 194 kr.
Det er dog langt fra alle, der mener, at det bør koste penge at køre over Storebæltsbroen. Det fremgår af et borgerforslag, der i skrivende stund har indsamlet mere end 16.400 stemmer.
I sin tid lød prisen for opførelsen af Storebæltsbroen på 26 mia. kr. Ifølge borgerforslaget har bilisterne betalt mere end 43 mia. kr. i broafgift, siden broen blev åbnet. Derudover har Banedanmark også betalt et stort milliardbeløb for at køre deres toge over broen.
Derudover påpeges det i borgerforslaget, at alle bilister betaler grøn ejerafgift samt registreringsafgift på deres køretøjer, der går til at finansiere vedligeholdelse og reparation af vejnet og broer.
Derfor mener de i alt otte stillere af borgerforslaget, at det skal være gratis at køre over Storebæltsbroen fra den 1. juli 2022. De mener sågar, at det skal gælde for både personbiler, lastbiler og for udenlandske turister og vognmænd.
I skrivende stund er der - som sagt - mere end 16.400 personer, der har skrevet under på, at det fra om få måneder skal være helt gratis at køre over Storebæltsbroen.
Inden forslaget kan blive taget op i Folketinget, kræver det dog, at der er 50.000, der har skrevet under. At et forslag bliver taget op i Folketinget, er dog ikke ensbetydende med, at det derefter bliver en realitet.
Den store opbakning omkring borgerforslaget vidner dog om, at mange danskere mener, at det bør være gratis at køre en tur over Storebælt.