Det er nok ikke gået mange danskeres næse forbi, at man forleden opdagede først to lækager og senere yderligere to lækager i gasledningerne Nord Stream 1 og Nord Stream 2, som begge to løber fra Rusland gennem Østersøen nær Bornholm til Tyskland.
Det er meget usædvanligt, at der går hul på sådanne gasledninger, og hele fire lækager på i alt to forskellige gasledninger synes derfor højst usandsynligt.
Det fik flere eksperter til at spekulere i, om lækagerne kunne have forbindelse til krigen i Ukraine.
Teorierne om, hvem der står bag, er mange, og lød på alt fra USA eller Rusland til Green Peace eller Mette Frederiksen.
Uanset hvad, var og er det ikke optimalt, at gas sivede ud i Østersøen, men nu er der heldigvis ved at være styr på situationen.
Det kan man læse i et opslag, som Energistyrelsen har delt på Twitter.
Her skriver styrelsen, at "Nord Stream AG selskabet har informeret Energistyrelsen om, at der nu synes at være opnået et stabilt tryk på de to Nord Stream 1 rørledninger."
Det betyder ifølge styrelsen, at "udblæsningen af gas nu også er tilendebragt fra de to sidste læk," hvilket betyder, at hverken Nord Stream 1 eller Nord Stream 2 lækker gas længere.
En optagelse af lækagen, som den svenske kystvagt har optaget og delt, kan ses ved at trykke her.