Elpriserne slår koldbøtter: Her koster strømmen MINUS 0,2 øre per kilowatt-time

Nicolai H

9 timer siden

|

18/03/2025
Indland
Foto: Shutterstick
Foto: Shutterstick
Så er det med at få vasket tøj, støvsuget og bagt brød.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Efter et par dyre vintermåneder er der godt nyt til danske elkunder. Tirsdag eftermiddag bliver den rå elpris nemlig negativ i både Østdanmark og Vestdanmark.

Laveste elpris er i timen mellem 13 og 14, hvor elprisen i hele landet rammer minus 0,209 øre per kilowattime uden skatter, afgifter, tariffer mv. For slutkunder betyder det en samlet elpris på ca. 1,57 kr. alt inklussive. Til sammenligning lå elprisen på årets hidtil dyreste time på 7,77 kr. alt inklussive. Det var mandag d. 20. januar mellem 18 og 19.

Den dyreste time i dag bliver også timen mellem 18 og 19. Her ligger elprisen dog på mere beskedne 127 øre per kilowatt-time. Det svarer til 3,90 kr. inklussive skatter, afgifter mv.

”Vi er lige nu inde i en periode, hvor blandt andet vejrforholdene med både meget vind og meget sol er gunstige for elpriserne, der lige nu ligger ganske lavt. Vi har også her i marts flere gange oplevet, at elpriserne har været lavere i dagtimerne end i nattetimerne, hvilket ellers er usædvanligt,” siger Josefine Walter, der er kommerciel direktør i Andel Energi, i en pressemeddelelse.

Set over hele døgnet, bliver dagens gennemsnitlige elpris ca. 65 øre per kilowatt-time. For en slutkunde svarer det inklussive alle skatter og afgifter til ca. 2,44 kr. per kilowatt-time.

Sol og vind giver lavere elpriser

Der er mange faktorer, der påvirker elprisen. Blandt andet mængden af sol- og vindenergi i det såkaldte energimix. Jo højere produktion af vedvarende energi, jo lavere elpriser. Herudover har også efterspørgslen – det vil sige forbruget – en vis indflydelse på elprisen. Det er en af grundende til, at elprisen oftest er lavest om natten.

”Danskerne har generelt vænnet sig til, at elpriserne svinger henover døgnet. Og vi kan se, at mange Andel Energi-kunder er fleksible og flytter deres forbrug til de billige timer. Det er smart, for selvom elprisen nogle gange kan være meget høj, så er det typisk kun i meget få timer ad gangen. Derfor kan der være ret nemme penge at spare ved at tilpasse sit elforbrug,” siger Josefine Walter.

Andel Energi tilbyder en gratis app, hvor kunder blandt andet kan se både de præcise elpriser for det kommede døgn og de forventede elpriser en hel uge frem i tiden. Andel Energi-appen har hver måned over 300.000 unikke brugere.

En helt anden mulighed er, at vælge et elprodukt med fastpris. 

"Med fastpris kan man fastlåse sin elpris for én, seks eller tolv måneder ad gangen. Det giver en mere forudsigelig elregning. Selvom det oftest er en smule dyrere i længden, så kan trygheden og forudsigeligheden være vigtig,” siger Josefine Walter.

Hvis man som elkunde vælger et fastpris-produkt, skal man dog være opmærksom på, at elselselskaber som Andel Energi kun kan fastlåse elprisen – og ikke skatter, afgifter og nettariffer.