Ekspert advarer mod populær skattefinte: Hver tredje står til at skulle betale

Nicolai H

16 timer siden

|

20/03/2025
Indland
Foto: Skat
Foto: Skat

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når årsopgørelsen lander, er der én ting, de fleste danskere håber på: penge tilbage i skat.

Sidste år fik fire ud af fem skatteborgere netop det, men det er langt fra tilfældigt. Faktisk er det en strategi, som mange bevidst benytter sig af.

En national disciplin: Skattesnyd – mod sig selv

At justere tallene i forskudsopgørelsen er blevet en populær disciplin blandt skatteborgere, forklarer forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen fra Sydbank. Ifølge en undersøgelse angiver op mod hver tredje dansker bevidst forkerte beløb, blot for at sikre sig en skattegevinst ved årets udgang.

"Folk tænker, det værste, der kan ske, er at betale penge tilbage. Det er nærmest blevet en folkesport at rette i tallene på selvangivelsen for at være stensikker på at få penge retur. På den måde er det en slags forsikringspræmie, der skal redde det gode humør," fortæller Ann Lehmann til B.T.

Men hvis man tror, man har fundet en smart metode til at snyde systemet – eller rettere sig selv – så kan det ende med at give bagslag.

Dyre lærepenge

For nogle fungerer taktikken, men ikke for alle. Ifølge Ann Lehmann Erichsen er det især danskere med en gennemsnitlig månedsløn, der kan komme i klemme, hvis de fifler for meget med tallene.

"Hvis du i gennemsnit tjener under cirka 35.000 kroner om måneden før arbejdsmarkedsbidrag, men angiver en højere indkomst i forskudsopgørelsen, bliver dit beskæftigelsesfradrag for højt. Så kommer du til at betale for lidt i skat og ender med at få en restskat. For lønmodtagere i denne indkomstgruppe er det altså bedre at sætte indkomsten lidt for lavt, hvis man gerne vil undgå restskat," forklarer hun.

Derudover bruger mange danskere Skattestyrelsen som en slags opsparingskonto – hvilket måske føles rart, men ikke nødvendigvis er en økonomisk fordelagtig strategi.

Skattestyrelsens opgave er trods alt ikke at fungere som en bank. Men det afholder tilsyneladende ikke en stor del af danskerne fra at lade sig "overbeskatte" frivilligt – bare for at få følelsen af en skattebonus, når året rinder ud.