Ekspert advarer: Det kan blive dyrt, hvis du skruer ned for varmen

Mathias Madsen

118 uger siden

|

13/09/2022
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Selvom mange danskere i disse dage skruer ned for varmen for at spare penge, kan det faktisk ende med at have modsatte effekt.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danmark oplever lige for tiden én af de værste økonomiske kriser i nyere tid, og det har sat mange danskeres privatøkonomi under pres. 

Særlig energi- og brændstofpriserne volder mange familier problemer, og flere forsøger derfor at forbruge mindre, end de plejer for at spare penge.

Det kan dog ende med at have den modsatte effekt. 

Sådan lyder advarslen ifølge TV2 fra Tine Sode, der er fagekspert hos Videncentret Bolius. 

At skrue ned for sine radiatorer i et forsøg på at spare penge kan nemlig resultere i skimmelsvamp, da lave temperaturer ifølge Sode "potentielt [kan] medføre fugt."

"Og så kan man være sikker på, at der også udvikler sig skimmelsvamp," lyder det fra eksperten, som påpeger, at skimmelsvamp kan blive en dyr affære. 

Derfor bør man ikke holde mindre end 18 grader i sit hjem, ligesom man bør være opmærksom på, at "der helst ikke [må] være en højere temperaturforskel på forskellige rum end fem grader."

Sådan lyder det fra Sode, som desuden påpeger, at frostsprængninger i vandrørene også er en risiko ved at skrue for langt ned for varmen i et forsøg på at spare. 

"Som boligejer skal man være helt sikker på, hvor der løber rør med vand, for hvis der kommer frost, så kan man ende med frostsprængninger, hvis hjemmet er helt koldt," har hun således forklaret. 

Undgå skimmelsvamp

Hvis man på trods af Sodes advarsler fortsat har tænkt sig at skrue ned for temperaturen i hjemmet for at spare, er der et par forholdsregler, som man bør tage sig for at undgå skimmelvækst. 

Først og fremmest kan man sætte en affugter op, som godt nok koster lidt penge i strøm, men som ifølge Sode "koster [...] mindre end alternativet."

Samtidig er det vigtigt at lufte ud i hele huset i flere minutter ad gangen flere gange om dagen for at undgå skimmelvækst. 

"Det kan blive en dyr affære, hvis skimlen sætter sig," lyder advarslen fra fageksperten.

Skimmelsvamp vil ofte opleves som grønne eller sorte plamager, som sætter sig i hjemmets hjørner eller på de kolde ydervægge. 

Hvis man ser tegn på skimmelsvamp, bør man straks skrue op for varmen og vaske skimmelsvampen væk, så den ikke sætter sig i konstruktionen.