Statsminister og formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen blev for kort tid siden overfaldet af en mand på Kultorvet i København.
Overfaldet bliver kaldt for "et angreb mod demokratiet".
Læs mere om overfaldet ved at trykke på artikellinket herover.
Kort efter overfaldet på Mette Frederiksen vælter reaktionerne allerede ind fra hendes kolleger i Folketinget.
Det skriver TV2.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt fra Moderaterne er én af dem, som har delt sin reaktion på overfaldet på det sociale medie X - tidligere Twitter.
Her skriver han, at "ethvert angreb på en folkevalgt politiker er et angreb på hele vores demokrati."
Også Mette Frederiksens partikollega Mai Mercado har delt sin reaktion på X. Her skriver hun: "Det er på ingen måde det Danmark, jeg kender. [...] Det er en alt, alt [red. for] høj pris at betale for at være i politik." Hun sender samtidig sine tanker til statsministeren og hendes familie.
Det er ikke kun kolleger fra regeringspartierne, der har delt deres reaktion; det har Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne også.
På X skriver han blandt andet: "Varme tanker til statsminister Mette Frederiksen, som uanset hvad må have lov at føre sin valgkampagne uden at blive udsat for voldelige overfald."
Formanden for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt har desuden efter overfaldet udtalt: "Fuld medfølelse og opbakning til statsministeren."
Han understreger desuden: "Vold er aldrig i orden."
Miljøminister Magnus Heunicke fra Socialdemokratiet har i et opslag på X skrevet, at statsministeren "naturligvis" er "chokeret" over hændelsen.
Han skriver desuden: "Uanset politiske uenigheder, valgtkamp med mere. Det her er grimt og uacceptabelt."
Socialdemokratiets EU-spidskandidat Christel Schaldemose har også udtalt sig efter overfaldet. Hun har forklaret, at hun var sammen med statsministeren kort før hændelsen, men at hun forlod hende ca. kl. 1730, og at hun derfor ikke var til stede under overfaldet.
Også i udlandet har overfaldet vakt opmærksomhed. Sveriges udenrigsminister, Tobias Billström, har således på X blandt andet skrevet: "Helt forfærdeligt. Dette skal på det kraftigste fordømmes."