Efter nye hastighedsbegrænsninger: Nu kan du miste kørekortet ved at køre under 50 kilometer i timen

Mathias Nielsen

129 uger siden

|

01/06/2022
Indland
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Det bliver en anelse nemmere at miste kørekortet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mandag vedtog Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune et projekt, der skal sænke fartgrænsen i dele af Indre By til 30 kilometer i timen, mens store dele af byen får en hastighedsgrænse på 40 kilometer i timen.

De nye hastighedsbegrænsninger betyder også nye muligheder for at overtræde loven.

Du risikerer et klip i dit kørekort, hvis du overskrider fartgrænsen på en given vej med mere end 30 procent. Hvis zonerne med 30 eller 40 km/t bliver en realitet, betyder det, at man ved at køre 40 kilometer i timen i en 30-zone og 53 kilometer i timen i en 40-zone får et klip i kørekortet.

Overskrider du den generelle hastighedsgrænse med mere end 60 procent, risikerer du at få en betinget frakendelse af kørekortet. Med de nye regler sker det, hvis du kører henholdsvis 49 eller 65 kilometer i timen.

Ifølge chefkonsulent hos FDM, Dennis Lange, vil det være svært for bilisterne at forholde sig til de nye fartgrænser.

- Trafikanterne er bedst til at respektere de fartgrænser, der rent faktisk giver mening på det konkrete sted. Og det kan føles unaturligt med en fartgrænse på 40 eller 30 kilometer i timen, siger han til TV 2 og fortsætter:

- Det betyder, at bilisterne er tilbøjelige til at overskride fartgrænsen. Og så får man ikke nogen effekt, hverken på den ene eller den anden måde.

De nye regler er ikke endeligt vedtaget endnu. Før de kan blive det, så skal det godkendes af politiet. Bliver det det, så forventes implementeringen af hastighedszonerne at begynde i Valby i slutningen af året.

Hastighedsnedsættelserne bliver implementeret udefra og ind mod centrum af København, og forventes at være helt køreklar i løbet af 2025.