Når dronning Mary ikke trækker i det kongelige skrud eller deltager i officielle begivenheder, lever hun et ganske almindeligt liv, med mange af de samme interesser som resten af den danske befolkning.
Og en af de mange fritidsaktiviteter som hun deler med mange af hendes landsmænd, er at lytte til podcasts.
Og nu har hun også kastet sig ud i at producere dem.
I et opslag på Instagram fortæller hun, at Mary Fonden er i gang med at udgive sin allerførste podcast, der tager et af tidens mest alvorlige emner op: ungdommens ensomhed.
"Vores første podcast hedder ‘Ensom ungdom’, og gennem tre korte afsnit giver den et grundigt indblik i ensomhedens nuancer ved at blande faglighed og personlige fortællinger fra unge," skriver dronningen.
En ny arena for Mary Fonden
Mary Fonden er ellers mest kendt for at arbejde med konkrete initiativer og projekter, der forebygger sociale problemer som mobning og vold i nære relationer. Men med den nye podcast bevæger fonden sig over i et nyt medielandskab – noget, som ifølge dronning Mary kræver en smule mod:
"Podcast er ikke noget, vi har så stor erfaring med endnu i Mary Fonden, men jeg håber, at I vil lytte med og tage godt imod den," afslutter hun.
‘Ensom ungdom’ består af tre afsnit, der på én gang sætter ansigt og stemme på unge, der kæmper med ensomhed, og samtidig giver plads til fagfolk, der kan forklare mekanismerne bag følelsen. Det er en kombination, der skal gøre det lettere at forstå og tale om ensomhed – både blandt de unge selv og deres omgivelser.
Du kan læse dronnings opslag om fondens seneste mediesatsning her: