Dronning Margrethe sender hilsen til danskerne

Julie Møller

198 uger siden

|

02/03/2021
Indland
Arkivfoto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Hendes Majestæt Dronningen sender en hilsen til danskerne.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Allerede tilbage i maj sidste år viste tal fra Naturstyrelsen, at danskerne bruger naturen mere under coronakrisen. Mens meget andet holder lukket, så er naturen åben for os alle, og det har danskerne benyttet sig af.

“Naturen er vores fælles åndehul i en svær tid. Jeg er glad for, at mange finder ud til skove og kyster. Alle er velkomne i den statsejede natur, og jeg vil opfordre til, at de, der har muligheden, finder alternativer til de meget kendte og besøgte naturområder. Der er masser af små perler derude, og jo mere vi spreder os, jo nemmere er det for alle at holde den nødvendige afstand,” udtalte miljøminister Lea Wermelin sidste år i maj. 

Dronning Margrethe nyder også den danske natur. Hun holder i år sin vinterferie på Jagtejendommen i Trend, og fra nåleskoven i Vesthimmerland sender Dronningen en hilsen.

“De første forårstegn er begyndt at dukke frem i skovbunden, på buske og træer og i små og store haver rundt omkring i landet. Den danske natur er noget ganske særligt, og det skal vi alle glæde os over,” forklarer hun i opslaget på den officielle Instagramprofil for det danske kongehus.

“Det seneste år har naturen været et frirum for mange af os, og vi har oplevet Danmark på en ny måde. I den kommende tid må vi fortsat leve med restriktioner, men i mere end én forstand går vi lysere tider i møde. Her fra Trend sender jeg de varmeste forårshilsener til alle.”

I opslaget er der billeder af Majestæten, der er på tur med sin gravhund i skoven.

Foto: Instagram @detdanskekongehus.

Gode råd til turen

Hvis du vil gøre Dronning Margrethe kunsten efter og nyde naturen, så har Naturstyrelsen tre gode råd til din tur:

  • Hold afstand til andre – find et andet sted, hvis der er mange mennesker.

  • Husk, at hunden altid skal være i snor af hensyn til andre besøgende og de vilde dyr – lige nu har mange dyr unger.

  • Gør naturen og de andre besøgende en tjeneste og tag dit affald med hjem.

Kilde: Naturstyrelsen.