Dronning Margrethe har meldt afbud til et arrangement lørdag. Her skulle dronningen ellers have åbnet en udstilling ved navn "Jagten på danmarkshistorien" på Nationalmuseet i København.
Grunden til den pludselige aflysning skal findes i rygproblemer, lyder det.
- Dronningen deltager ikke som planlagt i arrangementet i morgen lørdag på grund af problemer med ryggen, oplyser kongehusets kommunikationsafdeling ifølge TV 2.
Der sendes ingen erstatning for dronning Margrethe.
Det er ifølge kongehusets kalender dronningens første aflysning af et officielt arrangement siden slutningen af september sidste år.
Her måtte dronning Margrethe aflyse flere arrangementer, da hun var blevet testet positiv for coronavirus og gik i isolation.
Den kommende udstilling skal vise nogle af danmarkshistoriens vigtigste fund og de folk, der har fundet det.
Det er ikke første gang, dronningen har måttet melde afbud til et arrangement på grund af smerter i ryggen. Det er sket flere gange.
I 2016 meldte hun med få timers varsel afbud til et officielt arrangement på Københavns Universitet, hvor hun skulle have uddelt H.C. Ørsteds Medaljen.
Dengang var det hold i ryggen, som var årsagen.
I 2013 var det slidgigt i ryggen, der førte til, at dronningen og prins Henrik aflyste et statsbesøg i Chile.