Det har været vådt i den seneste tid. Tirsdagens vejr starter også med en del byger fra sydvest, der kan være kraftige og med torden.
Men så vender det, melder DMI. I løbet af eftermiddagen begynder vinden at dreje mod vest, og hvis du befinder dig i Jylland, så vil du opleve, at vejret klarer op vestfra med lidt eller nogen sol. Temp. op mellem 17 og 20 grader tirsdag.
I dag, tirsdag, er det den sidste dag med mange byger, oplyser DMI, og onsdagens vejr bliver med nogen sol og færre og lettere byger, og torsdag ser vi ud til at få tørt vejr med nogen sol og lidt stigende temperaturer - op mellem 18 og 23 grader, og svag til jævn vind fra vest og sydvest.
Tirsdag bliver den sidste dag med mange byger. Foto: Shutterstock.
Fredag vil der i den sydøstligste del det meste af dagen blive tørt med lidt eller nogen sol og temp. op mellem 10 og 25 grader. Skyer og stedvis regn breder sig fra nordvest med temperaturer op mellem 18 og 23 grader.
Mere ustadigt og blæsende fra vest
Weekendens vejr ser lige nu ud til at blive en blandet omgang. Lidt eller nogen sol, men også mulighed for byger - både lørdag og søndag. Lørdag bliver vinden jævn til hård fra vest, ved Vestkysten måske op til kuling, og dagtemperaturer op mellem 17 og 21 grader.