Danskerne har for alvor taget hul på weekenden, hvor der i den grad er lagt i kakkelovnen til noget særdeles flot sensommervejr.
De to weekend dages vejr bliver ret ens.
Dagene starter med skyer, dis og tåge mange steder. I løbet af formiddagen klarer det op med solrigt vejr, dog er der risiko for at skyer og tåge bliver liggende hele dagen. Om natten bliver det atter dannet skyer, dis og tåge. Dagtemperaturen når både lørdag og søndag op mellem 18 og 22 grader.
Højtrykket over Skandinavien svækkes langsomt de kommende dage og det flotte sensommervejr synger i weekenden på sidste vers.
Så det er med at nyde det, for i næste uge skifter vejret.
Det skriver DMI.
Højtrykket trækker mod nordøst og giver plads til mere efterårsvejr.
Vi får efterhånden perioder med regn, opfriskende vind og dagtemperaturer, der daler og fra midten af ugen falder ned mod 15 grader.
Allerede fra tirsdag ser det ud til at blive en overskyet omgang, når regn og rusk får sit tag over Danmark.
Det ser ud til at det er kommet for at blive, da onsdag, torsdag og fredag ligeledes byder på regn og byger med mest skyet vejr, hvorefter prognoserne bliver usikre.
I øjeblikket ser det dog ud til, at det ustadige vejr forsætter. Derfor kan danskerne godt forberede sig på at vinke farvel til de sommerlige tendenser og i stedet byde velkommen til efterårsvejret, der stempler ind igen i næste uge.