Så blev det onsdag, og dermed dagen hvor det forventes, at der kommer til at falde store mængder sne. Så store, at det rent faktisk vil blive liggende mange steder, og det betyder, at danskerne vil kunne gå ud og tage sig en kælketur eller bygge en snemand.
Det er dog ikke kun i dag, at DMI forventer nedbør i form af sne. Det kommer faktisk til at ske mange dage i træk, og vi skal hen på den anden side af denne uge, før vi igen kommer til at opleve vejr, hvor det ikke drysser ned med hvide snekrystaller.
Så længe vil det sne
I dag onsdag vil der være skyet fra tidlig morgen, og i løbet af dagen forventes nedbør i form af sne og slud. Hele døgnet vil være ganske koldt, da der forventes mellem -1 og 3 grader.
Torsdag og fredag forventes perioder med regn, slud eller sne. Temperaturen vil ligge omkring frysepunktet, og der kan komme stedvis hård vind.
Lørdag bliver det først skyet, og senere kommer der byger i form af slud og sne. Temperaturen vil i løbet af natten ligge mellem -5 og 0 grader, så det bliver en nat, hvor et ekstra tæppe måske er nødvendigt.
Søndag forventes ligeledes nedbør i form af sne og slud. Det klarer op i løbet af dagen, og vi kan få helt op til 7 graders varme.
Når vi tager hul på næste uge bliver det med lidt sol og temperaturer omkring de 5 grader. Der forventes ingen sne, og dermed er det altså i denne uge, at man skal nyde det, hvis man er stor tilhænger af sne.