Hvis du mener, at det har været lidt mere vådt end det plejer, så er der en ganske god grund til det.
For selvom vi er midt i den danske sommer, og så småt begynder at nærme os afslutningen, så har der været ufatteligt meget nedbør i løbet af den seneste tid.
Faktisk har DMI i dag meldt ud, at der siden i søndags har været intet mindre end 35 skybrud. Ud af disse har syv af dem været såkaldte dobbeltskybrud
Det er hvor der er faldet mere end 30 millimeter regn i løbet af en halv time.
Skybrudene har været over hele landet, men nogle steder har naturligvis været hårdere ramt end andre. Dette har man blandt andet kunne se i medierne og på sociale medier, hvor der var deciderede oversvømmelser visse steder i landet.
Kraftigst har det dog været i Kalundborg, hvor der faldt hele 42 millimeter regn på en halv time. Det er årets kraftigste skybrud, og det femte kraftigste, der er blevet målt i Danmark i løbet af de sidste 10 år.
Hvis du håber på mindre regn i løbet af den kommende tid, så bliver du nok skuffet. Både torsdag, fredag samt weekenden ventes der gråt vejr med byger, og temperaturen vil ligge tæt på de 20 grader.
De langsigtede prognoser fra DMI ser generelt ikke særligt betryggende ud. I den kommende tid ventes både køligere og mere blæsende vejr, mens der fortsat vil være skyet og nedbør.