Danskerne har tirsdag slået øjnene op til en ny ugedag, der endnu engang byder på ustadigt vejr.
Det sker i kølvandet på en weekend, hvor det ustadige vejr for alvor fik sit tag over Danmark.
Men tirsdag får piben en anden lyd.
Tirsdagens vejr sender nemlig regnvejret over de sydlige og østlige egne mod øst og giver opklaringen over Nordjylland lejlighed til at brede sig mod syd og øst.
Det bevirker, at det meste af landet efterhånden får lidt eller nogen sol med enkelte regnbyger. Undtagelsen er de stakkels bornholmere, som må døje med skyer, regn og temmelig meget blæst i dag.
Det skriver DMI.
Temperaturen sniger sig mange steder op over de 10 graders varme og finder man sol og læ, kan man gøre det sig ganske behageligt.
Men når tirsdagen synger på sidste vers og onsdagen står for døren strømmer den kølige luft ind over Danmark, og det giver nogle helt andre temperaturer end hvad danskerne har været vant til på det seneste.
For selvom dagstemperaturen forbliver mellem 5 og 10 grader, så vender nattefrosten tilbage med temperaturer ned mellem 2 graders frost og 5 graders varme.