Påskeugen er godt i gang og på dagens påskebord serverer vejrguderne en stort set tør dag, der dog godt kan starte med lidt dryp fra skyerne i det nordvestlige Jylland.
Ellers starter dagen skyet for de fleste, men efterhånden vil man kunne skimte påskesolen danse i især de sydlige og østlige egne og efter en kølig nat, stiger temperaturen til mellem 6 og 11 grader, lunest mod syd.
Det skriver DMI.
Men det stopper ikke her.
Som ugen skrider frem vil forårstendenserne for alvor få sit tag over Danmark.
Og det hæderlige vejr er glædeligt nyt til de danskere, der har valgt at bruge starten af påskeferien i Danmark. Der bliver nemlig rig mulighed for udendørsaktiviteter.
Der er dog ét men.
For selvom der er god grund til at trække lidt ekstra på smilebåndet, når snakken falder på vejret de kommende dage, så får piben en anden lyd Skærtorsdag.
Her følger nemlig et mindre lavtryk med flere skyer og mere udbredt regn med. Langfredag strømmer byger op over landet fra sydvest, men når der tages hul på weekenden bliver vejret igen en blandet landhandel, hvor vejret både vil vise sig fra sin bedste og værste side.