Selskabet PARKPARK udbyder en parkeringsapp, og i juli 2020 indførte selskabet et nyt forudbetalingssystem, der betød, at kunderne fik trukket 300 kroner fra deres bankkonti uden at give samtykke til det. Herefter kunne pengene bruges til at betale for parkering via appen. Tidligere skulle kunderne først overføre penge til PARKPARK, når de skulle betale for en parkering.
Men denne måde er ikke okay at drive forretning på, skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Siden maj 2020 havde PARKPARK varslet sine kunder flere gange om, at selskabet ville indføre et nyt forudbetalingssystem, men efter Forbrugerombudsmandens opfattelse kunne selskabet ikke gennemføre en sådan ændring uden kundernes samtykke.
Derudover vurderede Forbrugerombudsmanden, at der var tale om uautoriserede betalingstransaktioner efter betalingsloven, fordi PARKPARK havde hævet beløbet på kundernes konti, uden at kunderne havde givet samtykke til det.
Kunder får penge retur
Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, forklarer, at PARKPARK uretmæssigt har hævet penge på kundernes konti uden deres samtykke.
“De kunder, der endnu ikke har fået deres penge tilbage, har derfor krav på at få pengene retur. Selvom en virksomhed tidligere har fået oplyst en kundes betalingsoplysninger, så betyder det ikke, at virksomheden kan ændre i aftalen og bruge betalingsoplysningerne til at hæve penge fra kundens konto. Det kræver et klart og aktivt samtykke fra kunden,” konstaterer hun.
Siden juli 2020 har PARKPARK tilbagebetalt beløbet til de kunder, der har bedt virksomheden om det. Efter forhandling med Forbrugerombudsmanden har PARKPARK oplyst, at samtlige kunder, der ikke allerede har brugt beløbet til at betale for parkering via appen, vil få det resterende beløb tilbagebetalt omgående.