Danske pensionister i fedtefadet: Bliver langt dyrere end forventet

Nicolai H

16 timer siden

|

14/11/2024
Indland
Foto: Shutterstock
Prisen har vist sig at være væsentlig højere end forventet - og landets pensionister er fanget i krydsilden.

Dagens topnyheder

Prisen på en omfattende pensionsreform er eksploderet, og det koster nu hele 29 milliarder kroner at gennemføre Pensionskommissionens forslag – en stigning på 11 milliarder siden planen blev præsenteret i 2022.

Det viser nye beregninger, som finansminister Nicolai Wammen (S) har sendt til Folketinget.

Oprindeligt blev prisen sat til 18 milliarder kroner, men en del af stigningen skyldes, at beregningerne nu strækker sig frem til 2130 i stedet for 2100.

Altså yderligere 30 år med stigende udgifter, skriver Jyllands-Posten.

Debatten om pensionsalderen har taget fart, efter statsminister Mette Frederiksen (S) tidligere på året annoncerede, at Socialdemokratiet ønsker at stoppe den automatiske stigning i pensionsalderen. Paradoksalt nok stemte partiet samtidig ja til næste stigning.

Mens der endnu mangler en konkret plan fra regeringen, understreger Nicolai Wammen i et skriftligt svar til Jyllands-Posten, at “Socialdemokratiets holdning er, at det skal ske på en socialt retfærdig og økonomisk ansvarlig måde.”

Pensionskommissionen foreslog i 2022 en justering i koblingen mellem pensionsalderen og levetiden. I stedet for at hæve pensionsalderen i takt med, at yngre generationer lever længere, fokuserer kommissionen på forbedringer i levetiden blandt folk i pensionsalderen.

De anbefalede også, at et ekstra leveår ikke nødvendigvis kun skal betyde mere arbejde, men også længere tid til at nyde pensionslivet.