Dansk virksomhed leder efter nye medarbejdere, som "ikke er COVANVID 19 vaccineret"

Mathias Madsen

159 uger siden

|

13/12/2021
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Den danske virksomhed Carper har lavet et stillingsopslag i Kolding Ugeavis, hvori de leder efter en ny medarbejder. Èt af kravene er, at man ikke må være vaccineret mod Covid-19.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

El-køretøjs-virksomheden Carpers afdeling i Christiansfeld nær Kolding har for nyligt lavet et stillingsopslag i Kolding Ugeavis. I opslaget kan man læse, at de leder efter en ny medarbejder til at hjælpe på værkstedet. Èt af de mange krav er dog: "IKKE VÆRE COVANVID 19 VACCINERET."

Stillingsopslaget var at finde i avisen i sidste uge, og allerede nu er det til stor debat på sociale medier som Reddit og Facebook. Blandt andet i facebookgruppen 'Facebook Kolding', hvor én af byens borgere har lavet et opslag med annoncen og skriver, at hun bliver trist, når hun læser et stillingsopslag som dette.

Foto: Facebook/Facebook Kolding

Hun påpeger, at virksomheden blandt andet sælger og leverer kørestole og el-scootere, og at mange af deres kunder derfor har svækket immunforsvar og altså er nogle af dem, som Covid-19 kan ramme hårdest: "I min verden er det ikke i orden," skriver hun i opslagsteksten.

Opslaget har i skrivende stund fået 214 kommentarer og 105 'reaktioner'. Holdningerne til stillingsopslaget spænder dog bredt, og de 105 reaktioner er da også delt mellem 'likes', sure 'emojis', grine smileys, hjerter og triste og overraskede smileys. 

I kommentarerne påpeger én, at det vel er op til den enkelte virksomhed at opstille de krav, som de ønsker, at deres fremtidige ansatte overholder:

"Hvad pokker bilder folk sig egentlig ind. Hvis en arbejdsplads kan forlange at medarbejderne skal covid vac. Så kan andre arbejdspladser vel også tillade sig det modsatte. Gælder det frie valg kun når det passer ens eget ego??"

Ovenstående kommentar har fået 18 'likes' og får en del opbakning, ligesom at mange af de andre kommentarer skriver noget i samme stil. Andre er dog uenige, og én skriver: "I min verden er det IKKE iorden....", og en tredje er lidt mere objektiv og skriver: "Det giver da i hvert fald hans kunder mulighed for at tage stilling og vælge firmaet fra, hvis de ikke er enige...."

Andre påpeger dog, at det er direkte ulovligt at forlange, at en fremtidig medarbejder er uvaccineret:

"Forholdsvis simpelt - det er forskelsbehandling uden saglig grund. Er ret sikker på der er en jurist i en fagforening, der tager lidt interesse i den ellers er det bare at søge stillingen og tydeligt anføre man er vaccineret og så tage den en tur for ligebehandlingsnævnet [...] Vedlægger man sagen for nævnet med en sådan ansøgning og stillingsopslag, er godtgørelsen hjemme. [...] Med venlig hilsen en jurist [...]."

Sådan skriver en bruger som altså påstår, at et afslag på baggrund af vaccinationsstatus er ulovligt og derfor opfordrer til at søge stillingen for at tage sagen for ligebehandlingsnævnet og dermed tjene penge på 'sagen'. 

Selvom flere brugere i kommentarerne påpeger, at virksomheder ofte kræver, at deres medarbejdere ér vaccineret, og det derfor også burde være okay omvendt, så er det altså ulovligt som virksomhed at stille krav om vaccination - uanset om det er krav om at være vaccineret eller uvaccineret. Det skriver foreningen IDA.

Fra d. 26. november har det været lovligt for virksomheder at kræve at se coronapas, samt at forlange at deres medarbejdere bliver testet, inden de møder på arbejde. Dette er lovligt, fordi Covid-19 igen betragtes som en 'samfundskritisk sygdom'. 

En virksomhed kan dog ikke forlange, at man skal tage vaccinen mod Covid-19. Det er faktisk slet ikke tilladt for virksomheder at spørge ind til deres medarbejderes vaccinationsstatus, da det er en personlig helbredsoplysning, medmindre det har relevans for medarbejderes arbejde.