Hvad der startede som en glimrende sensommeraften, endte med en tur på skadestuen for den 54-årige tv-læge Charlotte Bøving.
Charlotte Bøving er særligt kendt for at have været tv-læge i DR-programmet 'Lægen flytter ind', men hun har også indtaget rollen som tv-vært i programmet 'Jagten på Stilheden'.
Det er Charlotte Bøvings kone, Christina Bøving, der i et opslag på Instagram afslører, at tv-lægen er kommet til skade. På det sociale medie har hun delt en række billeder, der viser parret på hospitalet samt Charlotte Bøving med benet oppe på en hospitalsseng.
I den tilhørende tekst fortæller Christina Bøving, at deres aften var startet med godt selskab, forkælelse og lækker mad. Desværre endte aftenen ikke lige så godt, som den startede.
"Godmorgen fra skadestuen. Aftenen i går startede med skaldyr, Bouillabaise, iskold Sancerre, lun indian sommeraften og smooth lounge musik i højtalerne! Og så ikke mindst virkelig godt selskab. Vi blev godt forkælede," skriver hun på Instagram.
Herefter forklarer hun, at det dog endte med, at parret måtte en tur på skadestuen, fordi den 54-årige tv-læge kom til skade.
"Den endte med et vredet fodled, håndled og 'lidt' andre skader og nu sidder vi på skadestuen og får lige taget røntgen af diverse. Livet med dig er aldrig kedeligt min skat," lyder det også fra Christina, som blev gift med Charlotte d. 7. august i år.
Heldigvis slap hun fra uheldet, uden brækkede knogler, oplyser Christina Bøving i en kommentar til opslaget.
Derudover har hun også delt et nyt billede på Instagram, der tilsyneladende er taget på en restaurant eller café. Det tyder derfor på, at hun slap fra uheldet med mindre skader. Hun slipper dog ikke for at blive holdt i kort snor fremadrettet.
"Sådan går det når man ikke kan gå rundt uden at få skader! Fremover er du i min korte snor Fru Bøving," skriver Christina Bøving nemlig til dette opslag.