Dansk Eurojackpot-vinder fundet: Der er dog et “men”

Nicolai H

17 uger siden

|

06/08/2024
Indland
Foto: Danske Spil
Næsten 5,5 millioner kroner har fundet sin ejermand - men reaktionen er noget uventet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvordan ville du reagere, hvis du vandt 5.493.480 kroner? Det kan være svært at vide, før man står i situationen. Det kan en ældre kvinde fra Midtsjælland snakke med om.   

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

“Det er dejligt, det er superfedt, men…” siger kvinden, som gerne vil være anonym.  

Hun kan ikke forklare, hvordan den glæde, hun følte indeni, ikke rigtigt kunne komme ud, da hun ringede til Danske Spil og fik at vide, at hun havde vundet den store gevinst i Eurojackpot.  

“Jeg tog det meget stille og roligt. Jeg tror, at jeg var lidt i chok. Måske forstod jeg det ikke rigtigt,” spekulerer hun og fortæller, at hun ikke havde problemer med at juble, da hun vandt en fin gevinst i sine yngre dage.  

“Vi har engang vundet 1.400 kroner i Tips, og der hoppede vi jo rundt af glæde. Det er mærkeligt, men vi jublede mere dengang,” fortæller hun, og foreslår selv, at forskellen i jublen nok har noget at gøre med hendes alder og livssituation.  

“Vi var unge dengang, og vi investerede alle pengene i en barnevogn. Dengang havde vi ikke så mange penge, så de 1.400 kroner, vi vandt i Tips, de faldt på et tørt sted. I dag er vi pensionister, og vi har, hvad vi skal bruge,” siger hun og tilføjer, at det nu er næste generation, der har mere brug for pengene.  

“Vi syntes jo også, at børnene skulle have en skilling, så vi har lavet sådan et lånebrev til dem, hvor der står, at de skal opføre sig ordentligt og så hygge sig lidt i fremtiden. Det blev de ret glade for. Og det var også dejligt at kunne gøre det,” fortæller kvinden, som tilføjer, at hun indtil videre slet ikke har brug noget af gevinsten på sig selv.   

“Nej, ikke endnu. Der er masser af ønsker, men jeg har bare ikke fået sat det i system endnu. Skal jeg være helt ærlig, så har jeg ikke engang flottet mig og inviteret manden på restaurant. Det skal nok komme hen ad vejen. Vi HAR sat lidt penge af til at more os, vi har bare ikke taget hul på det endnu,” siger hun.  

Om Eurojackpot  

Eurojackpot har kørt i Danmark siden 2012. Det er lotteriet med de allerstørste præmier. Der er trækninger hver tirsdag og fredag, og puljen varierer fra minimum 63 millioner kroner til cirka 750 millioner kroner. Den højeste, danske gevinst blev vundet i sommeren 2024, hvor en Eurojackpot-kupon købt i 7Eleven på Trianglen på Østerbro i København gjorde en heldig dansker 760 millioner kroner rigere.