Der er intet, der tyder på, at dagligvarerne bliver billigere i den nærmeste fremtid.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, og en økonomisk vurdering gør det klart: Forbrugerne skal ikke forvente prisfald, når de lægger mælk, kaffe og smør i indkøbskurven.
Kun syv procent af virksomhederne i fødevarebranchen regner med at sænke priserne de næste tre måneder.
Til sammenligning forventer 11 procent at sætte dem op.
Det skriver Ekstra Bladet.
"Få virksomheder forventer at sænke priserne. Der er derfor ikke umiddelbart prisfald i horisonten for danskerne, når indkøbsvognen skal fyldes op i supermarkedet. Faktisk er det blevet næsten seks procent dyrere det seneste år at gå på indkøbstur", siger Brian Friis Helmer, privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank.
Særligt kaffe, smør og chokolade er blandt de varer, der har oplevet de største prisstigninger.
Og ser man fremad, er der ikke meget håb at hente.
Ifølge Brian Friis Helmer viser både de danske producentpriser og de globale fødevarepriser en opadgående kurve. De globale priser er steget med næsten ti procent på et år.
"Samlet set tror vi ikke på, at der kommer lavere fødevarepriser lige foreløbigt", siger han.
Men der er et lyspunkt.
Lønningerne stiger i øjeblikket hurtigere end priserne, hvilket betyder, at mange danskere i praksis oplever en forbedret købekraft – trods de høje priser på hylderne.