Brugte falske penge på McDonald's: Nu har han fået sin dom

Mathias Nielsen

140 uger siden

|

17/04/2022
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Manden er kendt skyldig.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En ung mand har af flere omgange brugt falske penge.

Ikke på tøj og andre ting, men på fastfood. 

“Jeg har jo hverken købt dyre biler eller smart tøj, jeg har brugt penge på mad, fordi jeg manglede penge, efter jeg blev løsladt fra fængslet,” lød det fra den 22-årige i retten. 

Nu er dommen faldet. Retten i Sønderborg oplyser ifølge JydskeVestKysten, at den unge mand er blevet idømt fire måneders ubetinget fængsel, og så har han fået konfiskeret de falske penge.

Der var i alt tale om pengesedler for 15.000 kroner, hvoraf han havde brugt tre tusindkronesedler og en femhundredekroneseddel. Alle pengene blev udelukkende brugt på McDonald’s og Burger King i Rødekro.

Det skete første gang den 18. juli 2021, og tre dage efter var den gal igen, da den tiltalte brugte nye falske pengesedler to gange den 21. juli.

Manden lagde i retten stor vægt på, at pengene var blevet brugt på mad og ikke materielle ting.

Under sit retsmøde forklarede den unge mand, at han havde fået sedlerne af en kammerat, som også selv brugte lignende sedler til betaling.

Forsvareren gik efter en betinget dom, som altså ville betyde, at den 22-årige ikke skulle se indersiden af en fængselscelle. Men det ønske kunne anklager Malou Engel ikke bakke op omkring.

“Dette er en alvorlig forbrydelse, som vi i Danmark straffer hårdt, fordi det er vigtigt, at vi kan stole på de penge, der er i omløb. Og så er det altså en forbrydelse, der er begået umiddelbart efter løsladelse fra fængslet,” forklarede hun. 

Retten valgte som bekendt at følge anklagerens ønske, og han kan altså se frem til fire måneders fængsel for forbrydelsen.