Bruger du køkkenrulle, når du steger bacon? Det her skal du være opmærksom på

Henrik Rothenbücher

80 uger siden

|

07/06/2023
Indland
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Det er ikke ligegyldigt, hvilken slags køkkenrulle der bliver brugt i forbindelse med madlavning.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

“Vidste du, at f.eks. genbrugspapir kan indeholde uønskede kemiske stoffer, som kan smitte af til især fede fødevarer?”

Sådan lyder det i et Facebookopslag fra Fødevarestyrelsen.

Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvilken slags køkkenrulle der bliver brugt i forbindelse med madlavning, slår styrelsen fast.

“Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen, at du altid bruger køkkenrulle, der er beregnet til at komme i kontakt med madvarer, når du f.eks. bruger det til at opsuge fedt ved stegning af bacon eller svampe.”

Forbrugerne opfordres til at kigge efter glas og gaffelsymbolet eller miljømærket Svanen på produkterne.

I samme ombæring slår Fødevarestyrelsen fast, at avispapir heller ikke er beregnet til komme i kontakt med madvarer. 

“Avispapir bør derfor ikke bruges til tørring af f.eks. svampe, fish & chips eller fisk i ‘jordbål’ med vådt avispapir.”

Guide fra Fødevarestyrelsen

Hvis du vil undgå uønsket kemi i din mad, så har Fødevarestyrelsen lavet en guide, der giver svar på, hvordan man skal behandle de forskellige materialer.

Foto: Shutterstock.com

Det er eksempelvis en dum ide at opbevare mad i åbne dåser. Når dåsen åbnes, brydes lakken, og der kan komme kontakt mellem maden og de metaller, som er i dåsen, f.eks. tin.

Når der kommer ilt til en konservesdåse af tin, kan tin fra dåsen ilte og afgives fra dåsen til fødevaren. Indholdet af tin i dåsemaden stiger derfor, når dåsen er åbnet. Tinafsmitning til mad er ikke nødvendigvis et sundhedsmæssigt problem, men det kan give afsmag, lyder det fra Fødevarestyrelsen.

Rester skal derfor tages ud af dåsen og opbevares i en anden egnet beholder.

Du kan se hele guiden fra Fødevarestyrelsen her.