Børn sendes dagligt på hospitalet: Klamme skoletoiletter gør elever syge

Morten Larsen

|

24/10/2015
Indland
Polfoto / Arkivfoto.
Polfoto / Arkivfoto.
Elever bliver syge på grund af klamme skoletoiletter. Forældre forsøger at komme problemet til livs med afføringsmiddel, men det er ikke løsningen, forklarer ekspert.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hver aften tager Tom Brændstrups seks-årige søn afføringsmiddel i et desperat forsøg på at slippe for at benytte toiletterne på Tranbjergskolen lidt syd for Aarhus.

Problemet med de uhumske toiletforhold blev først synligt for forældrene, da deres søn begyndte at brokke sig over mavesmerter.

- Siden oplevede vi, at han havde nogle uheld henne i skolen, hvor han var begyndt at lave stort i bukserne, og derfor kom hjem uden underbukser på, siger Tom Brændstrup til Dagens.dk.

Ved et besøg hos lægen fik forældrene konstateret, at sønnens manglende toiletbesøg i skoletiden havde ført til en forstoppelse, og lægen forklarede, at problemet her og nu kunne løses ved at give drengen noget afføringsmiddel.

- Han sagde også, at det var et stigende problem med børn, der får afføringsmiddel, så de på den måde bliver tømt ud inden de skal i skole, siger Tom Brændstrup.

Læs også: Advarsel til alle hundeejere: Det er højsæson for denne væmmelige lidelse

Nu får hans søn afføringsmiddel hver aften, så han på den måde kan få tømt ud i tarmsystemet om morgenen – og slippe for at gå og holde sig hele dage eller benytte de klamme skoletoiletter.

- Det er selvfølgelig en elendig løsning, at børn skal afrettes ligesom hunde, siger Tom Brændstrup og forklarer, at han dog foretrækker medicinen, hvis beskidte underbukser eller konstant hård mave er alternativerne.

De østjyske forældre – der ikke ønsker, at navnet på deres søn bringes i denne artikel – er langt fra alene om at have et barn, der går langt for at undgå de uhygiejniske latriner i folkeskolen.

Bange for toiletter
- Vi ser dagligt børn, der holder sig og ikke går på toilettet på deres skole, og som derfor er forstoppet, siger Ulla Kabbelgaard, leder af Børneinkontinensklinikken på Næstved Sygehus.

På klinikken behandles børn for problemer med vandladning og afføring, og en væsentlig del af arbejdet består i at vænne de små patienter af med den toiletskræk, der ofte er blevet udløst af de ækle toiletter på folkeskolerne.

- Man oplever en stor utilpashed ved at undertrykke behovet for at komme af med afføring. Smerterne gør, at børnene bliver bange for at gå på toilettet, siger Ulla Kabbelgaard.

Udover at forsøge at regulere de unge patienters drikke- og spisevaner, så består arbejdet på børneklinikken i at forklare skoleleverne, at de får smerter og andre fysiske problemer, hvis de undertrykker trangen til at gå på toilettet.

Ulla Kabbelgaard forklarer, at metoden med at give børn afføringsmiddel kun fungerer på kort sigt.

- Det kan løse problemet her og nu, hvis barnets tarmsystem er kørt helt i kludder, men man kan ikke medicinere sig ud af de fysiske forhold. Det vigtigste er, at toiletforholdene skal være i orden, siger Ulla Kabbelgaard.

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: