Blev afsløret i TV 2-dokumentar: Nu er han meldt til politiet

Nicolai H

2 dage siden

|

19/02/2025
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
“Vi er nødt til at reagere,” lyder udmeldingen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

TV 2-dokumentaren "Hvem passer på grisene?" viser, hvordan kronisk syge og skadede grise får lov at gå i danske stalde og i sidste ende sendes til slagtning.

Efter en gennemgang af kontrolrapporterne fra Fødevarestyrelsen, som dokumentaren bygger på, har Dyrenes Beskyttelse henvendt sig til Midt- og Vestsjællands Politi for at få myndighederne til at kigge nærmere på to besætninger på Sjælland, ejet af samme svinebonde. 

”De systematiske svigt af grisene, som dokumenteres i udsendelsen, kalder på en kulegravning af kontrollen på området, men vi er også nødt til at reagere på konkrete sager. Og vi er særligt bekymrede for forholdene i staldene i disse besætninger,” siger dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse, Yvonne Johansen, i en pressemeddelelse.

Besætningerne ejes af Knud Kjær Knudsen, der sammen med sine sønner driver en af landets største svineproduktioner. I dokumentaren ses blandt andet en gris, der er sendt til slagtning, selvom den knap kan gå på benene. I kontrolrapporten fra Fødevarestyrelsen, som Dyrenes Beskyttelse har fået aktindsigt i, fremgår det, at ”dyret havde kronisk ledbetændelse på begge forben, samt havde markant muskeldegeneration”. Dette er kun én af fire sager fra slagterikontrollen med dyr fra Kjær-Knudsens besætninger i grundlaget for dokumentaren. Alle fire sager udløste i 2022 indskærpelser fra Fødevarestyrelsen til Kjær Knudsen. På den baggrund har Dyrenes Beskyttelse lavet en såkaldt bekymringshenvendelse til politiet. 

”Vi opfordrer politiet til at undersøge de generelle forhold og tilsynet med grisene på disse grisefabrikker. Vi vurderer, at det er formålsløst at lave en regulær politianmeldelse af de konkrete forhold fra kontrolrapporterne, da de juridisk set allerede er straffet med indskærpelserne fra Fødevarestyrelsen og sandsynligvis vil være forældede,” siger Yvonne Johansen.

Syge grise udløser kun kaffebesøg

Når Dyrene Beskyttelse vil have politi og embedsdyrlæge til at kontrollere forholdene i staldene, skyldes det også, at det ikke er sket i forlængelse af sanktionerne fra Fødevarestyrelsen. En indskærpelse til en besætningsejer udløser altid et gebyrbelagt kontrolbesøg. Men når svinebonden fanges i at sende syge eller tilskadekomne dyr til slagteriet, har kontrollen siden 2020 haft karakter af en såkaldt audit. En audit er ”en dialog med den besætningsansvarlige om procedurer for udvælgelse af dyr til transport”, som det hedder i sanktioneringsguiden fra Fødevarestyrelsen. 

”Syge og skadede dyr, der opdages på slagterierne, burde jo udløse opfølgende kontrol af forholdene i staldene - ikke bare en kort snak over en kop kaffe. Når det ikke længere er tilfældet, ser vi en god grund til at henvende os til politiet i denne og lignende sager,” siger Yvonne Johansen.

TV 2 afdækkede i kølvandet på dokumentaren, at antallet af sager med sanktioner for brud på dyrevelfærdsreglerne, der konstateres ved grisebesætninger, der kommer ind til danske slagterier, er mere end fordoblet - fra 315 sager i 2021 til 830 sager i 2024.