Onsdag klokken 20:08 valgte en patrulje fra Østjyllands Politi at standse en bil, da den foretog en overhaling over en dobbelt spærrelinje.
I bilen sad en 17-årig dreng, som grundet sin alder ikke må køre uden ledsager, men det skulle vise sig, at det ikke var det værste.
Det kan man læse i politiets døgnrapport, hvor der står, at der udover den 17-årige fyr også var tre andre unge drenge på henholdsvis 16, 17 og 18 år i bilen.
Grundet den 17-åriges ulovlige overhaling trods manglende køreerfaring valgte betjentene at undersøge samtlige drenge nærmere, og det viste sig at være en god ide.
Den 18-årige mand, som sad på passagersædet, var nemlig i besiddelse af en taser og nogle ulovlige piller, og han blev derfor sigtet for narkobesiddelse og for overtrædelse af våbenloven.
Sidstnævnte blev den 16-årige dreng på bagsædet desuden også sigtet for, da betjentene ved visitation fandt en peberspray i hans lomme.
Derudover fandt politiet en kniv i bilen, som ingen af drengene ville kendes ved.
Politiet konfiskerede alle våbnene og pillerne, og føreren blev desuden sigtet for kørsel uden ledsager og den ulovlige overhaling.