Tidligere i dag blev en endnu uidentificeret mand og hans hund ramt af et godstog ved Ejby på Fyn.
Både manden, der var mellem 30 og 50 år, og hunden afgik ved døden, og personpåkørslen resulterede desuden i aflysninger og forsinkelser.
Det er faktisk kun 4-5 timer siden, at DSB meldte ud, at togene igen kørte som normalt, og nu har endnu en personpåkørsel fundet sted.
Det skriver DSB på deres hjemmeside, hvor man desuden kan læse, at der denne gang er tale om en person, der er blevet ramt af et tog ved Rungsted Kyst.
"Der kører i øjeblikket ingen Øresundstog mellem Nivå og Klampenborg/København H. Det skyldes, at et tog har ramt en person ved Rungsted Kyst," lyder det således fra DSB.
Ifølge Nordsjællands Politi er denne person desværre også afgået ved døden.
Har indsat togbusser
Ligesom med personpåkørslen, der fandt sted i eftermiddags, har også denne personpåkørsel ført til både aflysninger og forsinkelser.
Strækningen, hvor ulykken skete, er nemlig naturligvis blevet spærret, og ifølge DSB vil der derfor blive indsat togbusser, som kører fra kl 21:40.
Busserne vil køre "i pendulfart ind om alle stationer," og de kører først fra henholdsvis Nivå St og Klampenborg St, lyder det fra DSB.
Busserne holder ved Nivå, Kokkedal, Rungsted Kyst, Vedbæk, Skodsborg og Klampenborg.
Du kan læse mere ved at trykke her.