Alvorligt problem på adskillige legepladser: Ikke bare klamt, men også farligt for børnene

Nicolai H

12 uger siden

|

24/09/2024
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Børnehavepædagoger kommer med bekymrende opråb.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hverdagen i Børnehuset Pilehytten i Svinninge på Sjælland er blevet en udfordring for både børn og personale.

Hver morgen, når børnene er klar til at lege udenfor, er pædagogerne tvunget til at bruge en halv time på at fjerne affald fra legepladsen.

Og det er ikke bare almindeligt skrald – snusposer, cigaretskodder og glasskår ligger spredt i sandkassen og mellem borde og bænke.

Ifølge pædagogisk leder Satu Sørensen, der udtaler sig til TV 2 ØST, er det især de små hvide snusposer, der skaber bekymring.

"Vi har fundet snus over det hele på legepladsen. Det er hovedsageligt ved bordbænkesættene, hvor de unge sidder i weekenden, men de kan findes overalt. Det er klamt og farligt for børnene," siger hun.

Livsfarligt for både børn og dyr

Selvom ingen børn i Danmark endnu er døde af snus, viser tal fra Giftlinjen og Bispebjerg Hospital, at antallet af henvendelser om små børn, der har taget snus i munden, er firedoblet på fem år.

For hunde har de efterladte snusposer dog allerede haft fatale konsekvenser. Flere dyr har mistet livet som følge af at indtage de nikotinholdige poser.

En legeplads under belejring

Ifølge Sørensen er det unge, der bruger institutionens legeplads om aftenen, som efterlader affaldet.

"De unge må rigtig gerne være på legepladsen, da det er en offentlig institution med en offentlig legeplads. Vi kan og vil ikke bare smide dem ud. Men de må tage mere hensyn," forklarer hun.

Det er ikke kun frustrerende for pædagogerne, men også en sikkerhedsrisiko for børnene, der er nødt til at vente med at lege, indtil pladsen er ryddet for farligt affald.