Der har måske været et par intense blikke sendt over middagsbordet, når teenageren nægter at tage et fritidsjob.
Men nu skal der gøres noget ved sagen – og det kan mærkes direkte på lønsedlen, skriver Avisen Danmark.
Med et historisk politisk flertal er det netop besluttet, at 145.000 unge under 18 år ikke længere skal betale arbejdsmarkedsbidrag (AM-bidrag). Det svarer til en skattelettelse på otte procent for hver eneste time, de knokler i kiosken, caféen eller på lageret.
Skatteminister Rasmus Stoklund (S) ser det som et vigtigt skridt for at vende den faldende trend i antallet af unge med fritidsjob.
"Igennem mange år har vi jo set, at færre og færre unge har et fritidsjob. Og det, synes vi, er ærgerligt, for et fritidsjob er en god måde at blive introduceret til arbejdsmarkedet med de forpligtelser og det fællesskab, der følger med. Så det her er altså et lille forsøg på at styrke incitamentet for de unge" siger han til mediet.
Tilbage i 80’erne tjente langt flere unge deres egne penge, men i dag er det kun halvdelen af de 13-17-årige, der har et fritidsjob.
Det vil politikerne på Christiansborg ændre på, blandt andet ved at gøre det mere attraktivt for de unge at tage arbejde.
Tiltaget har en pris: Staten går glip af 225 millioner kroner i skatteindtægter. Men det er ifølge de folkevalgte en investering, der er hele pengene værd.
Nye regler for arbejdstider og opdaterede lovgivninger
Udover den økonomiske gulerod er der også indgået en aftale med Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner om at justere arbejdstidsreglerne for unge. De 15-17-årige skal have mulighed for at arbejde længere og på andre tidspunkter af døgnet end hidtil.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) erkender, at arbejdsreglerne har haltet efter tidens krav:
"Det er tydeligt, at reglerne ikke er blevet systematisk opdateret de sidste 30 år. Det vil vi gøre noget ved, og denne aftale er med til at sikre det," udtaler hun.
Økonomiminister Stephanie Lose (V) stemmer i og kalder aftalen "sund fornuft".
Trods bred opbakning er enkelte partier dog opmærksomme på, at ændringerne skal følges nøje. SF, Enhedslisten og Radikale Venstre ønsker blandt andet, at man evaluerer, hvordan de nye arbejdstidsregler påvirker unges trivsel.
For de unge selv er beskeden fra Christiansborg dog klar: Flere penge på lommen og større fleksibilitet er kun et fritidsjob væk.