Da nyheden om Mikkel Hansens sygemelding ramte offentligheden tidligere i 2023, blev mange danskere overraskede.
Håndboldikonet, der ellers var kendt for sin ukuelige vilje og succes på banen, stod pludselig frem som sårbar.
Nu afslører Mikkel Hansen, at der var mere til sygemeldingen, end de fleste gik og troede.
I en ny DR-dokumentar sætter Mikkel Hansen og hans kone, Stephanie Gundelach, ord på den svære tid.
Det hele begyndte kort tid efter Danmarks triumf ved VM i januar 2023.
Her modtog Mikkel Hansens hustru, Stephanie Gundelach, et uventet telefonopringning fra sin mand.
Han befandt sig på et hotelværelse – men han kunne ikke huske, hvor han var.
Hans stemme bar præg af forvirring og desperation, og det stod hurtigt klart for hende, at situationen var alvorlig.
Sådan skriver DR.
I dokumentaren fortæller Stephanie Gundelach, hvordan Mikkel Hansen lød grådkvalt og desorienteret.
Hun mærkede, at han var ramt af mere end blot udmattelse.
"Han siger en masse ting, der gør mig enormt bekymret. Han har en masse mørke tanker og har lyst til at gøre ting, som jeg ikke har hørt ham sige før," fortæller hun ærligt.
Ramt af mere end stress
For Mikkel Hansen var det ikke kun stresssymptomer, der plagede ham.
Han fortæller i dokumentaren, hvordan han i denne periode mistede al glæde ved livet.
"Der var ingen glæde ved tingene, det hele var bare gråt og ligegyldigt. Alt føltes ligegyldigt. Til sidst var det jo bare… jeg var sgu færdig," fortæller håndboldstjernen til mediet.
Diagnosen viste sig at være mere omfattende end først antaget – han led også af depression.
Det var Stephanie Gundelach, der tog affære og kontaktede Mikkels agent. Kort tid efter blev han sygemeldt fra både Aalborg Håndbold og landsholdet.
Mikkel Hansen roser i dag sin hustru for hendes handlekraft og erkender, at han nok ikke selv kunne have taget den beslutning, selvom den var nødvendig.
Efter en nødvendig pause vendte Mikkel Hansen tilbage til sporten, og det blev en afslutning, som kun få kunne have drømt om.
Han sluttede sin håndboldkarriere med en guldmedalje ved OL i Paris.