Advarer bilisterne: Søndag bliver kaotisk

Mathias Nielsen

122 uger siden

|

18/08/2022
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Trafikanter skal forberede sig på meget trafik den kommende søndag.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Weekenden kan tit byde på meget trafik over hele landet, da mange pendler til forskellige aktiviteter. Nogle gange er der også særlige arrangementer, som kan give ekstra trafik.

Og i den kommende weekend vil det netop være tilfældet. På søndag den 21. august løber dette års udgave af “IRONMAN Copenhagen” af stablen. Det betyder, at flere steder afspærres, da deltagerne som bekendt både skal svømme, cykle og løbe.

Der vil derfor opstå kødannelser og omkørsler på vejnettet, hvorfor Vejdirektoratet nu kommer med en advarsel til trafikanter i og omkring København i weekenden: Forvent ekstra rejsetid omkring det nordlige København fra morgen til sen eftermiddag.

Vejdirektoratet opfordrer til, at både deltagere til ”IRONMAN Copenhagen” og alle øvrige trafikanter i området sætter ekstra tid af til rejsen og følger Vejdirektoratets trafikråd på selve dagen.

”Sportsstævnet ”IRONMAN Copenhagen” kan snildt tiltrække op til 200.000 tilskuere, og det er rigtig mange mennesker at samle i vores tætte hovedstad. Det kommer uden tvivl til at påvirke trafikken både i og rundt om København. Vi har prøvet det før, og det skal nok forløbe uden de store problemer, hvis man som trafikant er opmærksom og orienterer sig på trafikinfo.dk, DR P4 Trafik og følger Vejdirektoratets råd,” siger afdelingsleder i Vejdirektoratet, Søren Carlsen Kjemtrup.

En Ironman/triatlon består af 3,8 kilometer svømning, som skal foregå ved Amager Strandpark og 180 kilometer cykling fra København op langs Strandvejen og gennem Nordsjælland, således at cykelrytterne kommer gennem by, kystlinje og landevej.

Til sidst skal deltagerne løbe et maraton, som er inddelt i fire omgange og foregår i hjertet af København. Ruten går blandt andet forbi Den Lille Havfrue, Amalienborg Slot og Nyhavn. Målstregen vil være på Christiansborg Slotsplads.