I løbet af de seneste par dage er virussen abekopper blevet spredt rundt omkring i Europa. Det har dog ikke været påvist i Danmark, eller det var lige indtil i dag.
Netop nu meddeler sundhedsministeriet nemlig, at abekopper er blevet påvist i Danmark.
"En mand er i dag testet positiv for abekopper i Danmark. Manden udviste symptomer på smitte efter en rejse til Spanien og har derfor været i kontakt med Sjællands Universitetshospital i Roskilde og Rigshospitalet. Han er nu hjemme og i isolation." lyder det fra sundhedsministeriet.
Til det fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke følgende:
"Vi har nu det første tilfælde af abekopper i Danmark. Styrelsen for Patientsikkerhed er i gang med smitteopsporing, så nære kontakter til patienten bliver vejledt i, hvordan de bør forholde sig. Sundhedsmyndighederne forventer ikke udbredt samfundssmitte i Danmark, men vi følger situationen tæt for at være bedst muligt forberedt på en eventuel udvikling i smittesituationen" lyder det fra ministeren.
Sygdommen har længe været kendt i Afrika, men den er sjældent set i Europa.
Nu har virussen så nået Danmark.
"Abekopper viser sig typisk med blandt andet feber, kulderystelser og et udslæt med blærer, som kan give sår, når de heler. Sygdommen er normalt mild, varer omkring 2-4 uger og går for de fleste over af sig selv. Langt de fleste patienter forventes i et sundhedsvæsen som det danske at komme sig helt," skriver sundhedsministeriet.