Årets første harekillinger er blevet spottet: Nu advarer Dyrenes Beskyttelse

Nicolai H

8 timer siden

|

27/02/2025
Indland
Foto: Dyrenes Beskyttelse
Foto: Dyrenes Beskyttelse
Dyrenes Beskyttelse kommer med vigtig besked til samtlige danskere.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Foråret er snart over os, og med det følger et af naturens små mirakler – harekillinger, der begynder at dukke op i det danske landskab.

Men det betyder også, at Dyrenes Beskyttelse igen modtager et væld af henvendelser fra folk, der tror, de har fundet en forladt unge.

Og ifølge organisationen er det ofte en fejl, der kan få fatale konsekvenser.

Harekillinger er ikke forladte – de gemmer sig

Harekillinger er mestre i at holde lav profil. De tilbringer det meste af dagen gemt væk i vegetationen, mens deres mor kun besøger dem kort for at give dem mælk. Det er en naturlig overlevelsesstrategi, som gør dem mindre udsatte for rovdyr.

"Når folk tager de små harekillinger med hjem for at hjælpe dem, så gør de en ellers sund og tryg harekilling angst og stresset. Denne handling kan i yderste konsekvens slå harekillingen ihjel," siger Michael Carlsen, biolog ved Dyrenes Beskyttelse.

Med andre ord: hvis du ser en harekilling ligge alene, så lad den være. Den er højst sandsynligt helt tryg og venter blot på, at mørket falder på, så den kan vende tilbage til sin mor.

Hund og kat er harekillingernes værste fjender

Hvert år modtager Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral hundredvis af opkald om harekillinger, der er blevet bragt hjem – ofte af nysgerrige hunde og katte. I de fleste tilfælde har killingerne ikke taget fysisk skade, men oplevelsen er stressende for dem, og deres bedste chance er at blive sat tilbage i naturen.

"Hvis du er ude at gå tur med din hund, så sørg for at have den i snor. Kan du se, den har fået færten af noget, så vær opmærksom. Harekillingen kan være svær at se, når den trykker sig ned i vegetationen," advarer Michael Carlsen.

For at beskytte harekillingerne opfordrer Dyrenes Beskyttelse også katteejere til at holde deres katte inde i de perioder, hvor killingerne er mest udsatte.

Hvad skal du gøre, hvis du finder en harekilling?

  1. Lad den være – det er helt normalt, at harekillinger opholder sig alene.

  2. Har en hund eller kat bragt den hjem? – sæt den straks ud igen så tæt på fundstedet som muligt. Harekillinger kan finde vej.

  3. Er den skadet? – Kontakt Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 for vejledning.

Så næste gang du ser en lille, sammenkrøbet harekilling i haven eller på en skovsti, så nyd synet – men hold fingrene væk. Naturen har styr på det.