Hakkebøf eller kyllingefrikadelle? Nu behøver du ikke vælge – det gør Føtex og Bilka nemlig for dig.
Fra onsdag har supermarkedskæderne introduceret en kødpakke, der blander oksekød og kylling i én hakket blanding.
Men ikke alle danskere er lige begejstrede for innovationen i køledisken. For mange forbrugere føles det som et skridt for langt.
Anna Marie Nielsen på 78 år, pensioneret økonom fra Skive, er blandt de skeptiske:
"Jeg synes, at man går alt for langt. Man skal ikke blande oksekød med fjerkræ," siger hun til B.T., med en blanding af frustration og undren.
Og hun er ikke alene. En afstemning blandt B.T.’s læsere viser, at 61 procent af de over 40.000 deltagere aldrig kunne finde på at købe den nye blanding. Kun 24 procent er åbne for at give det en chance, mens 15 procent stadig er i tvivl.
Salling Group reagerer
Argumenterne fra Salling Group, der står bag Føtex, Bilka og Netto, handler dog om både pengepung og planet.
Kødpakken, der sælges for 30 kroner for 400 gram, er markant billigere end ren hakket oksekød.
Samtidig fremhæves en CO2-reduktion på mindst 40 procent sammenlignet med hakket oksekød som en væsentlig gevinst for miljøet.
Trods de gode intentioner bliver det mødt med modstand fra kunder som Anna Marie Nielsen, der ikke kan se logikken i blandingen:
"Jeg synes, det er noget forbandet svineri, at der blandes alt mulig sammen i kødpakker i supermarkedet."
Hos Salling Group fastholder man, at kødfusionen har sin berettigelse, både fordi den appellerer til prisbevidste forbrugere og dem, der ønsker at træffe mere klimavenlige valg.
Allerede nu kan blandingen findes i Føtex og Bilka, og fra fredag slutter Netto sig til festen. Om danskerne vænner sig til tanken om en kyllinge-bøf eller ej, vil tiden vise.