Hvor lang tid skal man blive på arbejdsmarkedet, inden man endeligt kan hænge arbejdstøjet op på knagen permanent?
Netop det emne er til stor debat for tiden, og mere end 200.000 danskere har skrevet under på, at pensionsalderen ikke skal sættes op foreløbigt.
Men 63-årig Bent Rossen, der er en af de danskere, som efter næsten 50 år på arbejdsmarkedet endelig kan gå på efterløn, skal lige en tur gennem jobmøllen én gang til.
Jobcenteret vil nemlig have ham til at søge to jobs, selvom han skulle på efterløn to dage senere, kan Efterforskerne på P1 fortælle.
- Det giver ingen mening. Hvad er det for job, de venter, jeg skal tage. Og hvad regner de med at en arbejdsgiver vil svare? Det virker mest af alt som om, jeg skal søge de job for at tilfredsstille deres computersystem, siger han til P1.
I Bent Rossens tilfælde, så har han allerede arbejdet i 48 år som maler, men blev for første gang ledig i november, hvorefter han stiftede bekendtskab med de nye skærpede regler til jobsøgning.
Men at Bent Rossen skal søge to jobs om ugen, er en fejl, siger juridisk konsulent Øyvind Reebirk Søltoft fra a-kassen ASE.
Han forklarer, at sagsbehandleren troede, at Bent Rossen gik på efterløn en uge senere, nemlig 1. marts.
- Man skal simpelthen søge job helt op til tidspunktet for, at man går på efterløn. Men eftersom man er på vej ud af arbejdsmarkedet, behøver man kun at søge jobs, der er tidsbegrænsede, siger han til P1 Efterforskerne.
Den holdning bakkes op af Frederiksberg Kommune, hvor Bent Rossen er borger. For systemet er skruet sådan sammen, at man som borger skal registrere sin jobsøgning helt indtil man ikke længere er ledig - uanset hvor kort eller lang tid, der er tale om.
Er det rimeligt, at man skal gennem jobsøgningsmøllen, når man alligevel er på vej væk fra arbejdsmarkedet? Deltag i debatten på Facebook.